Den kirke jeg kom i som barn, beskrev Helvede som et sted med
evig straf og lidelse. Hvis jeg brød reglerne i løbet af mit ene
liv, ville min sjæl tilbringe resten af evigheden under tortur i
Helvede, sagde de. Der findes mange variationer over det tema i
næsten alle religioner i verden, og ingen af dem er behagelige. På
en af mine rejser i Efterlivet mødte jeg Max, en mand som fortjente
at være i Helvede hvis der fandtes et. Hans Helvede var ikke helt
hvad jeg havde forventet.
Max havde været psykoterapeut det meste af
sit liv i den fysiske verden. Ud fra beskrivelserne fra dem som
havde kendt ham, kunne han også betegnes som følelsesmæssig sadist.
Han nød at påføre folk sjælelig og følelsesmæssig smerte. Hans
uddannelse og virke som psykoterapeut gjorde ham rigtig god til det.
Han vidste hvordan han skulle finde folks svagheder, og vidste
hvordan han kunne finde ud af folks dybeste, mørkeste hemmeligheder
og bekymringer. Han vidste hvordan han kunne bruge disse
hemmeligheder og bekymringer til at påføre dem en stærk, pinefuld
sjælelig og følelsesmæssig tortur. Jeg siger ikke at det var det
eneste han brugte sin uddannelse til. Han kan endda have gjort noget
godt for nogle mennesker. Men hans venner, familie og kolleger var
ofte ofre for hans pille-vinger-af-fluer-mentalitet. En af Max’
yndlingslege var noget man kunne kalde ”jeg vil se dig og ham slås”.
Over tid ville Max på meget diskret vis finde
ud af ens dybeste hemmeligheder og bekymringer. Han var en dygtig
psykoterapeut og kunne indsamle alle de oplysninger han havde brug
for, i noget der lignede en helt almindelig samtale. Et lille
spørgsmål her, et lille spørgsmål der – det gjorde egentlig ikke så
meget hvor lang tid det tog ham at få hvad han havde brug for, bare
han fik det. Når han så havde forstået hvordan ens sårbarheder
fungerede, ville han vælge en anden som han allerede havde undersøgt
og fundet ud af, som ville angribe ens svagheder ud fra deres.
Forestil dig for eksempel at han opdagede at
det var din største frygt at nogen skulle finde ud af at du var
bøsse. Altså ikke bare en almindelig bekymring, men en
angstprovokerende, dybfølt, ondt-i-maven-frygt for at blive afsløret.
Måske bekymrede du sig konstant for om din politiske karriere ville
være slut hvis dine vælgere kendte deres kandidats hemmelighed. I
sådan et tilfælde ville Max måske arrangere et møde mellem dig og en
bøssehadende journalist hvis største frygt var at bøsser i politik
ødelagde verden. Han ville tilrettelægge det møde sådan at han selv
ville være til stede og kunne overvære fyrværkeriet. Før du og
journalisten mødtes, ville Max komme med små hentydninger til jer
begge for at føde jeres ængstelighed. Hans hentydninger ville
sjældent være særlig fine, for han skulle jo trods alt sikre sig at
I kom op at slås når I mødtes, så han kunne se på.
Et eksempel mere må være nok til at du kan få
en god forståelse af Max’ følelsesmæssigt sadistiske væsen. Under en
hyggelig samtale til en fest kan han, efter at have præsenteret sig
som psykoterapeut, måske finde på at lede samtalen hen på din
største, inderste frygt. Det er okay; han er læge. Du har måske set
ham til adskillige fester i din vennekreds. Du er begyndt at stole
nok på ham til at du tænker at han måske kunne hjælpe dig med den
angst som kun Valium kan holde i ave. Du blev halvtreds (50år) for
et par måneder siden, og du er urimeligt besat af en frygt for at
blive gammel. Tabet af din engang så ungdommelige skønhed giver
anledning til alle mulige tanker der forfølger dig. Måske er din
største frygt at en eller anden lækker ung kvinde vil lægge an på
din mand, og han bider på krogen. I det tilfælde vil Max måske
planlægge at invitere en særlig gæst til en kommende fest. Hun er
måske en lækker ung kvinde som synes det er sjovt at forføre
ægtemænd for øjnene af deres ældre, engang smukke, koner, og som så
hader sig selv for det bagefter. Max vil naturligvis arrangere jeres
møde under de mest uskyldige omstændigheder. Men du kan være sikker
på at han har spædet alle de involverede parter med de hentydninger
der nu måtte være nødvendige, for at sikre sig en rigtig god
slåskamp. Og hvis Max får det som han vil have det, er denne
slåskamp bare begyndelsen på så mange følelsesmæssigt smertefulde
sammentræf som overhovedet muligt.
Jeg er klar over at jeg har fremstillet Max som
den klassiske skurk. Hvad kan jeg sige – manden var en tarvelig,
talentfuld følelsesmæssig sadist. Så vidt jeg ved, døde Max uden
skyldfølelse. Efter de religiøse regler jeg voksede op med, var han
en glimrende kandidat til en evighed i Helvede.
Kort efter at Rebecca og jeg var flyttet
tilbage til Colorado, havde vi en grund til at prøve at finde Max i
Efterlivet. Hun havde kendt ham tidligere i sit liv og været
offer for nogle af hans narrestreger. Vi ville se om der var noget
vi kunne gøre for at hjælpe ham. På det tidspunkt havde jeg fået så
stor tiltro til mine evner at jeg ikke længere følte at jeg havde
behov for Hemi-Sync-båndene for at udforske den ikkefysiske verden.
I virkeligheden havde jeg ikke haft brug for dem i et godt stykke
tid, men nogle gange er det svært at smide krykkerne og gå, selv når
man ved at man kan. På grund af min interesse for at indsamle flere
beviser på at mine Efterlivsaktiviteter var virkelige, tog vi
ikkefysisk derhen sammen og sammenlignede noter bagefter.
Efter at have slappet lidt af med lukkede øjne
kom jeg til den velkendte 3-d-sorthed. Jeg ventede lidt på at noget
skulle ske, og bevægede mig hen mod den første sorte hvirvel jeg så.
Da jeg kom ud på den anden side af den, så jeg Rebecca stå foran
mig. En mand som jeg hurtigt opdagede var Max, havde fat om struben
på hende og holdt fast i hende i strakt arm. Det er den eneste gang
jeg nogensinde har set Rebecca bange. Hendes øjne var spærret vidt
op og viste tydeligt hendes frygt. Max klemte godt til om hendes
hals.
”Rebecca, jeg står lige bag ved dig,” sagde jeg
roligt men bestemt, i et forsøg på at få hendes opmærksomhed. ”Tæl
til ti... slap af. Han kan ikke gøre dig noget. Rebecca, tæl til
ti.”
Max’ ansigtsudtryk havde noget ondskabsfuldt
over sig. Han prøvede at bruge noget han vidste om hende, til at
lamme hende. Han holdt hende fast i cirka femten sekunder, så gav
han slip.
Via de indtryk jeg fik, begyndte jeg at danne
mig et billede af den verden Max levede i. Den havde sten og træer,
huse og biler. Den var ikke ret forskellig fra den fysiske verden
han havde levet i før han døde. Men efterhånden som indtrykkene blev
ved at komme, gik det op for mig at den verden Max levede i nu, var
anderledes. Den var et Helvede skræddersyet til ham. Alle der
levede der sammen med ham, hver eneste mand, kvinde og barn, havde
det samme følelsesmæssigt sadistiske væsen som han havde!
Et af de indtryk jeg fik, var at han lagde
grunden til endnu en af sine planer om at påføre nogen smerte. Han
havde arrangeret at to af de andre beboere på stedet skulle mødes på
en restaurant så han kunne se dem slås. Han havde fortalt hver især
noget den anden skulle have sagt om dem. Det spil han kørte, havde
til hensigt at opbygge deres vrede og raseri mod hinanden. Han havde
gjort et godt forarbejde. Da deres råbende fornærmelser og
antydninger brød ud, standsede alle i lokalet op for at se på. Max
havde placeret sig ved et bord i nærheden for at overvære hvordan
deres vrede og raseri eskalerede. Han smilede meget selvtilfreds
længe før de to mænd sprang op af stolene. Han betragtede med
uforbeholden fryd deres slående, sparkende, rullende-rundt-på-gulvet,
voldelige fremvisning af deres raseri.
Men Max var ikke alene i denne verden. Der
boede andre som havde udviklet og finpudset deres evner i en grad
han end ikke var i nærheden af at kunne konkurrere med. Den næste
række indtryk jeg fik, viste Max sidde på en restaurant med en af de
tidligere kombattanter. Denne gang sad der en jeg ikke kendte, alene
ved et bord i nærheden og smilede idet Max' ansigt blev blussende
rødt og årene tydeligt viste sig på hans hals. Denne gang var det
Max der var blevet sat i spil. Det var blevet gjort så behændigt at
han ikke havde nogen anelse om at den følelsesmæssige smerte han
følte, var blevet iscenesat. Han var bare den der blev stillet til
skue for en andens nådesløse lyst til at påføre smerte.
Det var det Helvede Max havde levet i siden
han døde. Dømt til at gøre det i Efterlivet der havde fornøjet ham
stort gennem hele hans seneste fysiske liv. Han var fri til at
påføre den samme smerte han så sadistisk havde nydt at gøre, til det
yderste. Fri til at føre sine spil og intriger ud i livet lige så
tit han overhovedet kunne komme til det. Nu var det bare sådan at de
eneste ofre for hans intriger var andre der delte hans glæde ved at
påføre den form for smerte. Da han levede i den fysiske verden,
troede Max nok at han var rigtig god til det han gjorde. Han var en
stor fisk i en lille dam. Der hvor Rebecca og jeg nu havde fundet
ham, så det ud til at han nærmere var midt i fødekæden. Forestil dig
historiens mest modbydeligt onde personligheder – nogle af dem mere
sadistiske end noget menneske kan forestille sig. I den dam hvor Max
nu svømmede rundt, var der nogle virkelige proffer!
Det lyder jo ikke meget anderledes end den
version af Helvede som mine søndagsskolelærere beskrev. Der er måske
lidt flere detaljer, men det lyder sandelig som et passende Helvede
for folk som Max. Alligevel opdagede jeg efterhånden som jeg fik
flere indtryk, at det ikke er et sted med evig straf. Faktisk
er der ikke rigtig tale om straf overhovedet i den forstand at en
eller anden udefrakommende har sat ham i Helvede for at han skal
lide. Så vidt jeg kunne bedømme, findes Max’ Helvede i 'Fokus 25',
trossystem-territorierne. Han blev simpelthen tiltrukket af et
sted i Efterlivet hvor alle har de samme overbevisninger. Så
vidt jeg har forstået, er der et sted i Fokus 25 til alle de former
for overbevisninger mennesker har haft siden tidernes morgen. Det
var Max’ egne overbevisninger der tiltrak ham til det sted, og det
er kun hans overbevisninger der fastholder ham der. På denne
Efterlivsrejse gik det op for mig at i det øjeblik Max giver slip på
de overbevisninger der holder på ham, er han fri til at forlade
stedet. På en eller anden måde forekom det mig at være fuldkommen
retfærdigt. Max’ Helvede er ikke en påtvungen straf. Det er
udfoldelsen af hans frie vilje til at vælge et liv i et
Efterlivsmiljø som understøtter hans valg lige så længe han ønsker
det. For os er det et ikkefysisk miljø, men det betyder ikke noget
for Max. For ham er det lige så virkeligt som den fysiske verden
han forlod. Hvis han nogensinde begynder at sætte spørgsmålstegn
ved sit valg af overbevisninger, vil han være i gang med at forlade
sit Helvede. Hvis han beslutter sig for at han ikke bryder sig om at
leve som følelsesmæssig sadist, vil det at han ændrer mening,
mindske hans dragning mod det. Når han bliver fast besluttet på ikke
længere at være følelsesmæssig sadist, vil han falde helt udenfor og
være fri til at forlade stedet. Han kan derefter fortsætte med et
liv der passer til hans nye overbevisninger.
Indtrykkene af Max’ Helvede kom stadig sivende
da jeg opdagede at Rebecca var ved at gøre sig klar til at tage af
sted. Hendes kontakt med Max havde været hård, og der var ikke noget
hun kunne sige eller gøre der ville have nogen indvirkning på hans
situation. Med et trist udtryk i ansigtet, trak hun sig ud af Max’
Helvede, og jeg fulgte med hende ud.
Da Rebecca og jeg kom tilbage fra besøget hos
Max, sammenlignede vi noter. Hun var ganske rigtigt blevet grebet af
angst da Max havde haft fat i struben på hende. Hun havde ikke hørt
mig bede hende om at slappe af og tælle til ti. Først da hun var
kommet over det indledende chok over hans angreb, havde hun været i
stand til at give slip på frygten, og han havde sluppet hende.
Rebeccas indtryk af den verden Max levede i, passede med mine; de
var dog som sædvanlig lidt mere detaljerede. Det var endnu et
eksempel på beviser jeg havde indsamlet, som var i overensstemmelse
med et andet vidnes beretning. Ikke noget der fuldstændigt fjernede
min tvivl på at alle mine ikkefysiske oplevelser var virkelige, men
flere beviser oven på de allerede eksisterende.
Siden mit eneste besøg i Max’ Helvede har jeg
tænkt meget over hans situation. Når folk der kender til min
udforskning af Efterlivet, spørger om jeg nogensinde har fundet
Helvede der, fortæller jeg dem historien om Max. Nu mens jeg
skriver, får jeg lyst til at komme med et par personlige
synspunkter.
Lad mig starte med at understrege at jeg ikke
prøver at ændre nogens overbevisninger om Helvede. Det er ikke mit
formål at erstatte nogens overbevisninger om noget som helst med
mine. Som jeg skrev i min prolog, har jeg den holdning at det eneste
der kan eller bør ændre sådan noget, er et menneskes egne direkte
erfaringer.
Ud fra de oplysninger jeg fik da jeg besøgte
Max’ Helvede, ved jeg at han ikke er blevet placeret der af nogen
anden som straf. Der er ikke nogen der har peget ham ud, bedømt
hans liv og dømt ham til at komme i Helvede. Systemet fungerer mere
automatisk end det. Han er der fordi hans energimæssige
sammensætning, summen af hans overbevisninger, tiltrak ham til det
område i 'Fokus 25' som en magnet tiltrækkes af jern. Hans frie valg
af overbevisninger førte ham senest til et liv i vores fysiske
verden som følelsesmæssig sadist. Da han gik over i Efterlivet,
tiltrak den energimæssige sammensætning af hans overbevisninger ham
til hans eget Helvede med dets tilsvarende energimæssige miljø.
De oplysninger jeg fik, siger også at han er
fri til at forlade sit Helvede når som helst. Det eneste han skal
gøre, er at ændre sine overbevisninger. Når hans overbevisninger
adskiller sig tilstrækkeligt fra dem i det følelsesmæssigt
sadistiske område i 'Fokus 25', vil det ikke længere have en
dragende virkning på ham. Når hans overbevisninger er i modstrid
med det område, vil han blive skubbet ud af sit Helvede af en
frastødende kraft. Det lyder jo rigtig godt i teorien, men det
er ikke så nemt som det lyder. Max sidder temmelig godt fast.
I sit seneste liv på jorden, viste andre
mennesker omkring ham at man kunne leve med andre overbevisninger
end hans. Ikke alle i vores fysiske verden er følelsesmæssige
sadister ligesom ham. Han havde eksempler på andre menneskers liv
som han kunne observere og sammenligne med sit eget. Han kunne se
hvordan deres valg førte enten smerte eller glæde med sig. Når han
sammenlignede sig med dem, kunne han måske have fået øje på nogle
positive grunde til at ændre sig. Da han døde, forlod han det miljø.
Nu befinder han sig på et sted som udelukkende er beboet af hans
egen type. Alle mænd, kvinder og børn der er
følelsesmæssige sadister ligesom ham. De understøtter alle
følelsesmæssig sadisme som livsform. Der findes ingen eksempler på
positive grunde til at ændre sig.
I Max’ Helvede bliver han konstant angrebet af
andre følelsesmæssige sadister. Selv om det gav ham stor glæde at se
de to mænd slås som resultat af hans planlægning, led han da han
selv var offer for det samme. Hans liv er nu fyldt med lidelse på et
sted som understøtter og kræver hævn. Han sidder fast i en ond,
sadistisk cirkel. Igen er dette ikke meget anderledes end
søndagsskoleudgaven af Helvede. Max bruger sikkert en hel del af sin
tid på ”gråd og tænders gnidsel”.
Det havde været nemmere for Max at ændre sig
mens han levede her i den fysiske verden. Ved at observere hvordan
andre levede, kunne han nemt have fået nogle tips. I Max’ Helvede
kan det komme til at tage rigtig lang tid før det overhovedet går op
for ham at der er grund til at ændre sig. Der er ikke nogen
forbilleder der viser en anden måde at leve på. Som jeg sagde før,
sidder han temmelig godt fast. Hvis han overhovedet var klar over
sin situation, kunne det let se ud som en evig lidelse i helvede.
Som
sagt, jeg prøver ikke at overbevise nogen. Alligevel synes mit besøg
i Max’ Helvede at understrege noget andet jeg husker fra
søndagsskolen. De kaldte det den Gyldne Regel: ”Gør mod andre som du
ønsker at de skal gøre mod dig.
'
Max’ Helvede synes bestemt at legemliggøre den regel. Det får mig
til at tænke over karma og reinkarnation. Det får mig til at tænke
over hvor mange forskellige slags helveder der mon findes. Det får
mig til at tænke over hvad der mon skal til før Max slipper ud af
sit Helvede, og hvor længe han vil ønske at blive der.