Krotkaja,fantastisk fortælling.

*********************************

lydbog link av denne med meget god, "levende" dansk opplesning
https://drive.google.com/open?id=0BwqvsdxQ44_iSksyRXBhV1E3VHc
KOPIER LIKEN OG LIM INN I EN NETTLESER DER LYDEN LESER OPP ELLER SPILLER AV mp3 filer

*****
 
Krotkaja,fantastisk fortælling.

Først et par ord til indledning. Jeg
kalder min fortælling fantastisk, men jeg
anser den alligevel for virkelig i allerhøieste grad.
Det er bare formen, som er fantastisk, og det er
kanske ikke unødvendigt at forklare, hvorfor.

Det er ikke en historie; — det er heller ikke
simple notiser. — Tænk Dem en ægtemand
staaende ligeoverfor sin kones lig, der ligger udstrakt
paa et bord. — Det er nogle timer efter hendes
død: hun havde kastet sig ud igjennem vinduet.
Manden befinder sig i den største uro, han
formaar endnu ikke at samle sine tanker. Han
spadserer frem og tilbage i værelset og samler sin
aandskraft for at forstaa, hvad der er skeet, »for
at koncentrere sine tanker paa et eneste punkt«.
Han er en uhelbredelig hypokondriker, en af dem,
som tænker høit. Og saa taler han til sig selv,
fortæller sig selv alt, og forsøger at gjøre sig det
forklarligt. Trods den tilsyneladende følgerække
i hans ord, modsiger han sig dog ofte, baade
logisk og i følelserne. — Og han taler sin egen
sag og anklager sin kone; han fortaber sig i
biting, der røber en tankens og hjertets raahed, men
paa samme tid en dyb følelse. — Lidt efter lidt
er det virkelig, som det lysner for ham, og det
lykkes ham »at koncentrere sine tanker paa et
eneste punkt«. — Den kjæde af erindringer, som
han fremmaner, fører ham uimodstaaelig til
 sandheden , og denne sandhed beroliger hans aand og
hjerte. Tilslut taber fortællingen fuldstændig den
karakter af uorden, som herskede i
begyndelsen. — Sandheden staar klart og tydelig for den
ulykkelige.

Det er sujettet. — Den afbrudte og forvirrede
fortælling varer naturligvis i flere timer: han
henvender sig snart til sig selv, snart til en usynlig
tilhører, snart til en dommer. Det er saaledes,
det gaar for sig i virkeligheden. Dersom en
stenograf havde kunnet høre denne mand og notere
alt, hvad han havde sagt, saa kan det nok hænde,
at fortællingen var blevet mere ujævn, mindre
gjennemarbeidet end hos mig, men det
psykologiske, tror jeg, var blevet det samme. Hvad
jeg anser for fantastisk i denne fortælling, er
altsaa kun den forudsætning, at der har existeret
nogle stenografiske notiser, som jeg senere har
ordnet. Denne fremgangsmaade er paa en vis
maade ikke ny:  Victor Hugo  har f. ex. brugt
næsten den samme metode i sit mesterværk »En
dødsdømts sidste dag«; han har vistnok ikke
indført nogen stenograf, men har tilstedet en endnu
større umulighed, idet han forudsætter, at en
dødsdømt har ro til at nedskrive sine tanker den
sidste dag, den sidste time, ja det sidste minut,
han lever. — Men havde ikke Victor Hugo skabt
denne fantastiske forudsætning, vilde det mest
realistiske, det sandeste af alle hans værker ikke
existere.


Ja saalænge hun endnu er her, kan det
altid gaa: jeg kan da nærme mig hende
og se paa hende hvert øieblik. Men imorgen?
man vil ta hende fra mig, .... hvad skal jeg da
gjøre .... ganske alene? Nu er hun i dette
værelse, udstrakt paa disse to borde; imorgen er
kisten færdig; .... en hvid kiste; .... hvid .... Det
er forresten ikke det, det kommer an paa ....
Jeg gaar og jeg gaar og jeg gaar .... men jeg
 vil  forstaa. .... Nu er det sex timer, siden jeg
begyndte med at ville, .... men jeg kan ikke
koncentrere mine tanker paa et bestemt punkt. ... Men
det er, fordi jeg bestandig gaar og aldrig kan staa
stille .... Naa .... hvorledes var det nu, det gik
for sig? .... lad os ta det iorden: Mine herrer,
jeg er ikke nogen romanforfatter, ser De, men
hvad gjør det til sagen? jeg skal fortælle det,
saaledes som jeg forstaar det. .... Aa .... jeg
forstaar alt, altfor godt; .... det er min ulykke.

Naa .... altsaa .... hvis De vil vide det, saa
begynder vi med begyndelsen: hun kom altsaa til
mig et par gange for at pantsætte nogle smaating;
hun skulde ha penge til et avertissement i Golos,
for at anbefale sig som guvernante hos en familie
eller gi timer i hjemmet o. s. v. .... Det var
ganske i begyndelsen, jeg lagde ikke mærke til
hende, hun kom som de andre, og alt gik for
hende som for de andre. Saa begyndte jeg at
bli opmærksom paa hende. Hun var slank, blond,
over middelshøide. Hun var generet ligeoverfor
mig, det var, ligesom hun skammede sig over
noget; jeg tænker, hun var vel saan med alle,
som hun ikke kjendte; hun kunde vel ikke se
mennesket i mig, men bare pantelaaneren.
Saasnart hun havde faat sine penge, gik hun sin vei.
— Altid taus. — De andre snakker og tigger og
prutter for at faa mere; — hun, nei .... hvad
man gav hende .... nu mister jeg traaden igjen
.... naa, nu har jeg det — hendes panter vakte
strax min opmærksomhed: nogle forgyldte
øreringer, en elendig liden medaljon: det var ikke
værd 20 kopek tilsammen. Hun vidste det godt,
men man kunde se paa hende, hvor kjær disse
gjenstande var hende; det var ogsaa hele hendes
fædrene og mødrene arv, det fik jeg vide senere.
En eneste gang tillod jeg mig at smile, da jeg
saa, hvad hun bragte mig. — Ja det vil sige ....
jeg pleier ikke at gjøre saant; jeg er  gentleman 
med mine kunder: faa ord, høflig, streng. Men
engang vovede hun at komme med en  stump ,
bogstavelig talt en stump af en skindtrøie — da
kunde jeg ikke holde mig, og jeg lod mig forlede
til at gjøre en liden spøg ....

Naa — hvilken rødme! Hendes øine er
blaa, store, tænksomme, — hvor de gnistrede! —
Men ikke et ord: hun tog sin fille og gik. Da
var det især, jeg blev opmærksom paa hende, jeg
faldt hen i tanker over det .... det var ganske
besynderligt ....

Ja jeg har endnu et ganske bestemt indtryk
.... det vil sige hovedindtrykket, — grunden til
alt: hun var forfærdelig ung, saa ung, at man
ikke vilde ha anslaaet hende til mere end 14 aar.
Hun var alligevel 16, mindre 3 maaneder. — Det
var forresten ikke det, jeg vilde sige; — det er
ikke det, det kommer an paa.

Hun kom igjen den næste dag.

Senere har jeg faat at vide, at hun var gaaet
til Dobronravoff og Mozer med skindtrøien sin,
men de tar ikke imod andet end guld; de svarte
hende ikke engang. — Jeg har engang tat en
kamé af hende, som ikke var værd to danske
skilling, og da jeg senere tænkte paa det, blev
jeg forbauset over at ha gjort det: jeg tar heller
ikke andet end ting af guld og sølv, — men af
hende har jeg tat en kamé —? — hvorfor? Det
var anden gang, min tanke beskjæftigede sig med
hende, det husker jeg.

Den følgende dag, det vil sige da hun kom
fra Mozer, bragte hun et cigarmundstykke af rav,
noget ruskomsnusk, som kunde gaa an for en
liebhaber, men som ikke havde noget værd for mig;
for hos os er det bare guld. Jeg modtog hende
strengt i betragtning af hendes meningsløse
opførsel den foregaaende dag.

Min strenghed bestaar i at modta folk med
kulde. Da jeg alligevel gav hende to rubler,
kunde jeg ikke holde mig fra at sige: »men det
er bare  for Deres skyld ; Moser vil ikke gi Dem
noget for saant.« Og jeg lagde især vægt paa
dette » for Deres skyld «, — netop i en bestemt
hensigt. Det var lumpent gjort. Da hun hørte
dette » for Deres skyld «, rødmede hun igjen,
men hun sagde ikke noget, hun kastede ikke
pengene, hun tog dem med sig. — Det er
fattigdommen! Og slig, som hun rødmede! Jeg forstod,
at jeg havde saaret hende. Og da hun gik ud,
spurgte jeg mig selv pludselig: »er denne triumf
værd to rubler?«

Jeg husker det godt, det var netop det
spørgsmaal, jeg gjorde mig selv: »Er det værd to
rubler, er det det?« — Og jeg lo, da jeg svarte ja
paa det spørgsmaal. — Jeg var glad dengang.
Men jeg handlede ikke saaledes paa grund af
nogen slet følelse; jeg gjorde det expres, med
hensigt; jeg vilde prøve hende, for der begyndte at
opstaa nogle nye tanker i min hjerne. — Det var
tredie gang, at jeg kom til at tænke paa hende.

Naa — fra det øieblik var det, det egentlig
begyndte. Jeg skaffede mig underretning om
hendes liv, hendes stilling, — og jeg ventede
utaalmodig paa, at hun skulde komme igjen.

Jeg havde det paa en følelse, at det ikke
vilde vare længe. — Saa kom hun en dag, og
dengang talte jeg høfligt og venligt til hende.
Jeg har faat en god opdragelse, og jeg ved nok,
hvorledes jeg skal opføre mig .... hm! .... Jeg
forstod dengang, at hun var god og elskværdig.
De gode og elskværdige gjør ikke lang modstand,
og selv om de ikke aabner sit hjerte for Dem,
er det dog umuligt for dem at undgaa en
konversation. De er korte i sine svar, men de
svarer dog, og jo længere De holder paa, desto mere
opnaar De, hvis De ikke gir Dem. Hun lod mig
naturligvis ikke komme nogen vei denne gang.
Det var først senere, da jeg havde faat vide
historien om Golos og alt det andet.

I denne tid holdt hun paa at avertere af alle
kræfter: i begyndelsen var det fint, naturligvis:
»en guvernante .... vil ogsaa i tilfælde være
villig til at forlade hovedstaden ....; reflekterende
behage at sende betingelserne ....«; senere: »vil
gaa ind paa alle betingelser; vil gi timer eller
være selskabsdame; vil bestyre huset, .... pleie
en syg — udføre syarbeide o. s. v. o. s. v.«, saan
som der pleier at staa i avertissementer. Det
kom naturligvis ikke paa éngang, — men hver ny
gang brugte hun stærkere udtryk, og tilslut søgte
hun i sin fortvivlelse kun »arbeide for brødet«. —
Nei, hun fik ingen plads.

Jeg bestemte mig da til at prøve hende en
sidste gang: jeg tog pludselig dagens Golos, og
jeg viste hende et avertissement: »En forældreløs
ung pige søger plads som guvernante for
smaabørn, helst hos en ældre enkemand. Kan være
til hjælp i huset.«

»Ser De dette avertissement? avisen er for
imorges, men jeg er sikker paa, at
vedkommende vil ha sin plads iaften. — Saaledes er det,
man skal skrive avertissementer.«

Hun rødmede atter, atter flammede hendes
øine; hun vendte ryggen og gik.

Det likte jeg godt. Jeg var næsten sikker
paa hende og var ikke bange for noget: der var
ingen, som vilde ta hendes cigarmundstykker; hun
havde ikke flere heller. Hun kom igjen tre dage
senere, ganske bleg og bestyrtet. — Jeg skjønte,
at der maatte være hændt noget, — og det var
der ogsaa. Jeg skal strax sige, hvad der var
hændt; men først vil jeg fortælle, hvorledes jeg
pludselig kom til at vise mig  chic  og derved
kom til at staa i en vis nimbus. Det var en
idé, som kom aldeles uforvarende over mig ....
Nu skal De høre.

Hun kom med et billede af den hellige
jomfru (det kostede hende at bringe det) .... hør nu
efter! Hør. Nu begynder det først egentlig, før
var det bare noget uklart rote .... Jeg vil huske
alt, hver liden smaating, hver eneste detalj ....

Jeg  vil  bestandig koncentrere mine tanker,
men jeg kan ikke faa det til .... aa, der har jeg
det tydeligt, nu husker jeg alt ....

Mariabilledet .... Den hellige jomfru med
Jesusbarnet; et familiebillede, — gammelt, — med
en forsiring af forgyldt sølv .... »Det er sex
rubler værd .... sex rubler er det værd.« Jeg ser,
at billedet var hende meget kjært: hun pantsætter
alt, rammen, forsiringen. Jeg siger til hende:
»Det er bedre bare at ta forsiringen; billedet kan
De ta med Dem igjen; — det behøves ikke.«

»Er det forbudt?«

»Nei, det er det ikke, men De kunde kanske
selv ....«

»Naa ja, ta forsiringen af da.«

»Nei ved De, jeg tror ikke, jeg vil det; jeg
hænger billedet blandt mine andre — sagde jeg
efter betænkning — her under denne billedlampe<footnote>Det er en russisk skik at sætte en tændt lampe over
religiøse billeder.
(jeg havde altid lampen tændt), — og saa kan De
ta ti rubler.«

»Jeg behøver ikke ti rubler; gi mig fem, jeg
skal sikkert løse det ind.«

»De vil ikke ha ti rubler. Billedet er det
værd,« tilføiede jeg, idet jeg atter saa flammen i
hendes øine. Hun svarte ikke. Jeg gav hende
fem rubler.

»Man skal ikke foragte nogen .... Jeg har
selv været i en slem stilling og værre end det, —
og naar De nu ser mig i en saadan forretning ....
Efter alt det, jeg har lidt, saa ....«

»De hevner Dem paa samfundet! — hvad?«
afbrød hun mig pludselig med et smil, der paa
engang var ironisk og naivt.

A ha! tænkte jeg, saan er hun altsaa, det
er en kvinde med karakter, en emanciperet.

»Ser De,« sagde jeg, halvt spøgende, halvt
nysgjerrig. »Jeg er en del af den kraft, som vil
det onde, men gjør det gode.«

Hun saa paa mig med en opmærksomhed,
hvori der var nogen barnlig nysgjerrighed:

»Vent! Hvad er det for en tanke, hvor har
De den fra? Jeg har hørt den før ....«

»Det skal De ikke bry Deres hode med.
Det er med de ord Mefistofeles forestiller sig for
Faust. Har De læst Faust?«

»Ikke — opmærksomt.«

»Det vil sige, at De ikke har læst den. —
Jeg ser endnu et ironisk smil paa Deres læber.
— De maa ikke tro, at jeg er smagløs nok til at
ville forskjønne min rolle som pantelaaner ved at
gi mig ud for en Mefistofeles. En pantelaaner er
en pantelaaner. Det er noget, alle ved.«

»De er rar .... ja det var ikke det ....«

Hun holdt paa at sige, at hun ikke havde
ventet at finde nogen belæst mand i mig, hun
sagde det ikke, men jeg forstod, at hun tænkte
det. Jeg havde vakt hendes nysgjerrighed i høi
grad.

»Ja, ser De,« sagde jeg, »der er ikke den
livsstilling, hvor man ikke kan gjøre godt. Ja,
jeg taler ikke om mig, jeg kan vel ikke gjøre
andet end ondt, men ....«

»Man kan ganske vist gjøre godt i alle
stillinger,« svarte hun og søgte at gjennemtrænge mig
med sit blik. »Ja i alle stillinger,« gjentog hun.

Aa jeg husker, jeg husker .... Hun var ung
— denne fortryllende ungdom, hvis ansigt straaler
af naiv og alvorlig overbevisning, naar den
udtaler sine dybeste tanker, som om den vilde sige:
se nu i dette øieblik, hvor jeg forstaar og
trænger ind i tingen! — Og man kan ikke sige, at
det er forfængelighed, saaledes som hos os, —
nei det er bare, fordi hun tror paa
betydningen af sine egne tanker, — det er
overbevisningens ærlighed, og hun tror, at enhver maa ha
den samme respekt for hendes tanker som hun
selv. — Ja ærlighed, — for ærligheden er det,
man bøier sig. — Og hendes ærlighed, det var
noget ganske ualmindeligt!

Jeg erindrer, jeg har ingenting glemt. Da hun
gik, havde jeg fattet min beslutning. Den samme
dag indhentede jeg mine sidste oplysninger, og
jeg lærte hele hendes liv at kjende i dets
enkeltheder. Hendes fortid fik jeg besked om af
Lukeria, der tjente i hendes familie, og hvem jeg
lidt før havde vundet for min sag. Hendes liv
var helt tilbunds saa bedrøveligt, at jeg ikke
forstaar, hvorledes hun under saadanne forholde kunde
ha kraft til at le eller den evne til at være
nysgjerrig, som hun havde vist, da hun talte om
Mefistofeles. Men ungdommen! Det var det netop
jeg tænkte dengang — med stolthed og glæde,
thi jeg saa hendes sjæls noblesse i den
kjendsgjerning, at Goethes tanke gnistrede i hendes øine,
uagtet hun befandt sig paa kanten af en afgrund.
Ungdommen er altid høimodig. Det er bare hende
jeg taler om. Hovedsagen er, at jeg allerede
betragtede hende som min, at jeg ikke tvilede paa
min magt, — og der er en overmenneskelig
nydelse i ikke at tvile, ved De.

Men hvor er jeg nu? Gaar jeg frem paa
denne maade vil jeg aldrig komme til at
koncentrere mine tanker .... hurtig, hurtig, min Gud, jeg
forvilder mig, nu mister jeg traaden.
 
<chapter name="II">

Hendes historie skal jeg fortælle i nogle
faa ord, saaledes som jeg har lært den
at kjende. Hendes fader og moder var død for
længe siden; efter deres død kom hun til at bo
hos sine to tanter, to uordentlige mennesker, for
ikke at sige noget mere. Den ene var enke og
bebyrdet med en talrig familie (sex børn, det ene
mindre end det andet), den anden en gammel
jomfru, et daarligt menneske. Beggeto daarlige
mennesker. Hendes fader, der var i statens
tjeneste, simpel kopist, hørte kun til den personlige
adel<footnote>Litschni dvorjanine — personlig adel, der var knyttet
til posten og ikke arvelig.; — det likte jeg godt. For jeg hørte til
en høiere klasse, exkaptein i den russiske arme,
arveadel, uafhængig etc. Og hvad min
pantelaanerforretning angaar, saa kunde ikke tanterne have
noget imod den. Tre aars trældom hos tanterne
— og alligevel havde hun fundet udvei til at ta sine
examiner, det ubønhørlige daglige stræv hindrede
hende ikke fra at ta examiner. Det beviser, at
hun sigtede høit og nobelt. Og jeg — hvorfor
vilde jeg gifte mig? Der er ikke spørgsmaal om
mig forresten .... det er ikke det, det kommer
an paa ....

Hun underviste tantens børn, hun lappede tøi,
ja hun skurede endogsaa gulvene, skjønt hun var
daarlig for brystet. De slog hende, de undte
hende ikke maden, og tilslut forsøgte de at sælge
hende. Isch! Jeg springer over de væmmelige
enkeltheder. Senere har hun fortalt mig alt
omstændeligt. En tyk kolonialhandler i naboskabet
havde skaftet sig besked om hele hendes liv. Det
var ikke en ganske simpel kolonialhandler, han
eiede to varelagere. Denne kjøbmand havde
allerede gjort det af med to koner, og han søgte
nu efter en tredie. Han mente at have fundet
hende: »Elskværdig, vant til fattigdom, — det er
en moder for mine børn,« sagde han til sig selv.

Han havde virkelig børn. Han vilde gifte sig
med hende og indledede forhandlinger med
tanterne. Han var femti aar gammel. Hun blev
aldeles forfærdet. Under disse omstændigheder var
det, hun kom til mig for at skafte penge til
avertissementerne i Golos. Hun bad sine tanter om
tid til at betænke sig. De tilstod hende en
ganske kort tid. Men man plagede livet af
hende; som et omkvæd lød det om hende:
»Vi har knapt nok til os selv, her er
sandelig ikke noget til at føde andre paa.« Jeg
kjendte allerede før alle disse omstændigheder,
men det var først denne morgen, jeg fattede
min beslutning. Om aftenen bringer
kolonialhandleren hende for 50 kopek i bonboner; hun er
sammen med ham. Jeg kalder Lukeria ud fra
kjøkkenet, og jeg beder hende ganske sagte sige,
at jeg venter udenfor, og at jeg har noget vigtigt
at meddele hende. Jeg var meget fornøiet med
mig selv. Jeg var idetheletaget forfærdelig
fornøiet med mig selv hele den dag.

Udenfor, ved porten, erklærede jeg hende i
Lukerias nærværelse, at jeg havde den ære og
den lykke o. s. v.

For at forklare hende min opførsel og for at
berolige hende, sagde jeg: »De har at gjøre med
en mand, som mener det ærligt, og som ved,
hvorledes De har det.« Og jeg løi ikke, for jeg
 mente  det ærligt. Naa ja, det er ikke noget at
snakke om. Jeg fremførte mit andragende i
udtryk, der ikke blot var passende, saaledes som en
velopdragen mand taler, men jeg var original, og
det var hovedsagen. Kan der være noget galt i at
sige det? Jeg vil retfærdiggjøre mig, jeg pligter
at fremføre alt for og imod, og jeg gjør det. Jeg
har mange gange med velbehag tænkt paa det,
skjønt det var dumt: Jeg tilstod hende, uden
skam, at jeg havde faa talenter og en ganske
almindelig forstand, at jeg ikke var saa svært
elskværdig, at jeg var en  godtkjøbsegoist  (jeg
husker godt det ord, jeg havde lavet det paa
veien og var meget vel fornøiet med det) .... og at
jeg kanske havde mange ubehagelige egenskaber
i alle henseender. Det var ikke uden en vis
stolthed, jeg kom med alt dette. De ved selv,
hvorledes man siger den slags ting. Jeg var
naturligvis ikke saa smagløs, at jeg bagefter kom med
en liste over mine dyder; jeg sagde for exempel
ikke: »Har jeg ikke det og det, saa har jeg
ialfald det og det.« Jeg saa, at hun var bange,
men jeg hjalp hende ikke; tvertimod; jo mere
hun skjalv, des mere gav jeg paa. Jeg sagde
hende rent ud, at hun vilde ikke komme til at
dø af sult, men at hun ikke maatte gjøre regning
paa fine kjoler eller paa theater og baller,
medmindre jeg senere engang i fremtiden skulde naa
mit maal. Jeg blev strengere, jo længere jeg
talte. Tilslut tilføiede jeg, ligesom rent tilfældigt,
at naar jeg havde indladt mig paa at blive
pantelaaner, saa var det kun under visse
omstændigheder og i en ganske bestemt hensigt. Jeg havde
ret til at tale saaledes: omstændighederne og
hensigten var der virkelig.

Ja hør nu, mine herrer! Ingen har havt
større afsky for pantelaanerforretninger end jeg,
men skjønt det er latterligt at staa og tale mystisk
til sig selv, saa vil jeg alligevel sige det, for det
var sandt, at jeg hevnede mig paa samfundet.
Det var sandt, sandt, sandt! saa det var
uretfærdigt af hende at gjøre nar af mig, da hun talte
om, at jeg hevnede mig paa samfundet.

Men hvis jeg havde svaret hende lige til:
»Ja vel, jeg gjør det, jeg hevner mig paa
samfundet,« saa vilde hun ha leet af mig, og det vilde
ogsaa ha været meget latterligt. Noget andet
var det at gjøre svage antydninger, at udkaste en
enkelt mystisk sætning, — det kunde kanske
tænde hendes fantasi. Og jeg frygtede desuden
ingenting dengang. Jeg vidste godt, at den tykke
kolonialhandler i alle fald maatte være hende
endnu mere foragtelig end jeg, og at jeg stod for
hende som et slags frelsende engel der i porten;
det følte jeg. Aa, naar det gjælder at føle noget
lumpent, er man altid gløg .... Men var det saa
lumpent alligevel? Kan man dømme en mand i
et saadant tilfælde? Jeg elskede hende jo
dengang allerede.

Vent! Jeg sagde hende naturligvis ikke et
ord om mine fortjenester; tvertimod. Aa —
tvertimod: »Det er mig, som skylder Dem alt og ikke
omvendt.« Jeg sagde det ganske høit, det kom
mig i munden. Det var kanske dumt, for jeg saa,
hun rynkede panden. Men alt i alt havde jeg
vundet alligevel; — nei vent lidt .... siden jeg
engang skal røre op i dette svineri, saa lad mig
tage alt med: jeg stod og strammede mig op,
jeg ved ikke, hvad der gik af mig: »Du er høi
og slank,« sagde jeg til mig selv, »du har en god
opdragelse, og du er, uden at rose dig selv, ganske
vakker.« .... Saanne tanker var det, som for
gjennem mit hode ....

Hun svarte naturligvis ja der paa stedet.
Men .... men jeg maa tilføie, at hun betænkte
sig noksaa længe, før hun svarte ja. Hun var saa
tankefuld, saa tankefuld, at jeg fik tid til at sige:
»naa?« og da det varede endnu længere, kunde
jeg ikke tilbageholde et: »naa da?«

Hendes søde lille ansigt var saa alvorligt, at
man kunde læse hendes sjæl i det. Og jeg holdt
paa at føle mig fornærmet. »Er det muligt,«
tænkte jeg, »at hun kan betænke sig mellem mig
og kræmmeren?« Aa, dengang forstod jeg endnu
ikke! jeg forstod ingenting, ikke det allerringeste!
Jeg har ikke forstaaet nogenting før idag! Jeg
husker, at da jeg gik bort, kom Lukeria og sagde
til mig ihast: »Gud velsigne Dem, herre, som
tar vor kjære frøken. Men sig ikke noget til
hende, hun er stolt!«

Stolt — gjerne det, — jeg liker stolte damer;
det er dem, som er mest værd, naar man først
engang er sikker paa at ha erobret dem. Aa,
hvor usle vi mænd er, og ubehændige! Hvor
fornøiet jeg var med mig selv! Forestil Dem, at
mens hun stod der under porten, tankefuld, og
endnu ikke havde svaret ja, forestil Dem, at jeg
med forbauselse læste denne tanke i hendes
ansigt: »Naar jeg bare har ulykke at vente i begge
tilfælde, hvorfor skulde jeg da ikke foretrække
den tykke kræmmer, forat han kunde komme
fuld hjem en dag og slaa mig ihjel?«

Ja, hvad tror De? Kunde hun ikke ha en
saan tanke?

Jo; men nu skjønner jeg ikke et ord af det
hele! Jeg sagde, at hun kunde ha en saan
tanke: Hvad vil være den største ulykke? Hvad
vil være det værste, enten kjøbmanden eller
Goethes aagerkarl? Det er spørgsmaalet! .... Hvilket
spørgsmaal? Forstaar du ikke det nu engang,
ulykkelige! Se der ligger svaret, — der paa
bordet .... Men, jeg gjentar det, det er ikke mig,
det kommer an paa ....  Er  jeg ogsaa paa nogen
maade aarsag i det, — ja eller nei?

Jeg kan ikke svare. Det er bedre at gaa og
lægge sig, jeg har ondt i hovedet.
 

<chapter name="III">
<h2>III</h2>

Jeg har ikke sovet. Hvorledes skulde
jeg kunne sove? Blodet banker i mine
tindinger. Jeg vil begynde paa igjen, hvor
uhyggeligt det end er.

Aa ja, det var ikke bedre, det jeg drog hende
bort fra .... Hun maatte føle det og kunne dømme
min handling retfærdigt ....

Der var flere betragtninger, som førte mig til
dette ægteskab; jeg tænkte f. ex. paa, at jeg var
41 aar gammel, og at hun var 16, og følelsen af
denne forskjel fortryllede mig. Det var en
behagelig, en meget behagelig bevidsthed.

Jeg vilde helst holde bryllup paa engelsk,
med to vidner (den ene Lukeria), og derpaa stige
ind i en wagon og drage til Moskou, hvor jeg
netop havde forretninger, og hvor det var
meningen at bli et par uger. Hun satte sig imod det,
hun vilde ikke, og jeg blev nødt til at gaa og
hilse paa hendes tanter med al mulig høitidelighed.
Jeg gav endogsaa kvindfolkene 100 rubler
hver og lovede dem flere; men det sagde jeg ikke
til hende for ikke at ydmyge hende med saanne
sjofle smaatterier. Tanterne skinnede som soler
af venlighed. Man talte om medgiften: hun eiede
intet, næsten bogstavelig talt intet, og hun vilde ikke
tage noget med sig fra huset. Det lykkedes mig
tilslut at gjøre hende forstaaeligt, at det var
umuligt ingen medgift at bringe, og jeg fik istand en
medgift, — hvem ellers skulde ha gjort det? Men
det er ikke mig, det kommer an paa ....

Jeg fik hende til at gaa ind paa flere af mine
meninger, for at hun kunde vide, hvor hun havde
mig, ialfald. Jeg tror næsten, jeg forhastede mig.
Hovedsagen er, at hun i begyndelsen var om mig
bestandig; hun kom for at møde mig hver eneste
dag, og hun fortalte mig hele sit liv; — hun var
aldeles borte i sine erindringer, naar hun med sin
søde, uskyldige stemme plaprede ud om alle ting
fra sin barndom og sin ungdom i det fædrene
hus, og kom med anekdoter om sin far og mor.
Jeg slog koldt vand i blodet paa hende. Det var
en idé, jeg havde. Jeg svarede paa hendes
henrykkelse med en taushed, der ganske vist var
velvillig .... men hun fik hurtigt en følelse af
afstanden mellem os og den gaade, jeg gjemte paa.
Og jeg, — jeg gjorde alt for at faa hende til at
tro, at jeg var en gaade! Det er for at spille
den gaadefulde, at jeg har gjort alle disse
dumheder! først strengheden: det var med mit strenge
ansigt, at jeg førte hende ind i mit hus. Mens
vi flyttede, lavede jeg et helt system. Og dette
system opstod aldeles uvilkaarlig i min hjerne.
Jeg kunde ikke gjøre andet, denne maade at være
paa tvang sig ind paa mig med uimodstaaelig kraft.
Ja, hvorfor skulde jeg bagtale mig selv? Det var
et fornuftigt system. Nei, hør efter; dersom De
vil dømme en mand, saa maa De sætte Dem ind
i hans sag .... Hør nu!

Hvorledes skal jeg begynde? Det er meget
vanskeligt. Vanskeligheden fødes, idet jeg
forsøger at retfærdiggjøre mig. Nu, ser De, ungdommen
foragter penge, naturligvis; og jeg priste og
holdt lovtaler over pengene; jeg holdt paa med
det i den grad, at hun tilslut tiede stille.
Ungdommen er høimodig — ikke sandt? den ungdom,
som der er noget med idetmindste, er høimodig
og hidsig og ikke meget tolerant; strax der er
noget, den ikke liker, er den rede med sin foragt.
Men jeg ønskede storhed, hjertets storhed, storhed
i hver eneste hjertets mindste svingning. Jeg
vælger et ganske simpelt exempel: Hvorledes
kunde jeg forsone pantelaanerforretningen med en
saadan karakter? Jeg gjorde naturligvis ikke
nogen direkte hentydning til det, jeg vilde ikke ha
udseende af at retfærdiggjøre min aager. Jeg
experimenterede af stolthed. Jeg bragte næsten min
taushed til at tale. Og jeg kan gjøre min
taushed talende; jeg har ikke gjort andet hele mit liv.
Jeg har oplevet dramaer i min taushed. Aa, hvor
ulykkelig jeg har været! Al verden har kastet
mig overbord — kastet mig overbord og glemt,
og ingen, ikke en eneste en har hat anelse om,
hvad de har gjort! Og nu begyndte denne unge,
sextenaarige kvinde at samle op historier om mig;
hun hørte det af lumpne mennesker, og hun
indbildte sig, at hun vidste alt. Men hemmeligheden
var alligevel skjult paa bunden af hendes
mands bevidsthed! Jeg — jeg sagde ingenting,
— jeg sagde aldrig noget, allermindst til hende —
ingenting lige til igaar .... Hvorfor sagde jeg ikke
noget? Af stolthed. Jeg vilde, at hun skulde
ane, uden min hjælp og ikke efter nogle
slubberters referater; jeg vilde, at  hun selv skulde
ane denne mand , og at hun skulde forstaa ham!
Hensigten med at føre hende ind i mit hus var
at opnaa hendes udelte agtelse; jeg vilde se hende
bøie sig for mig og bede over mine lidelser ....
jeg var det værd. Aa, jeg har altid været stolt,
jeg har forlangt intet eller alt, og det er, fordi
jeg ikke hører til dem, som gaar paa akkord, det
er, fordi jeg vilde ha alt, at jeg var nødt til at
handle saaledes. Jeg sagde ofte inde i mig:
»forstaa mig og ha agtelse for mig!« De maa
jo indrømme, at dersom jeg havde indladt mig
paa forklaringer, dersom jeg havde gjort omveie,
dersom jeg havde  fordret  hendes agtelse, — det
vilde ha været at tigge hende om almisse ....

Forresten .... hvorfor skal jeg komme tilbage
til dette?

Hvor dum jeg var, dum, dum, hundrede
ganger dum! jeg erklærede hende kort, haardt (ja,
haardt), — i to sætninger, at ungdommens
høimod var en skjøn ting, men at den ikke var en
halv kopek værd. Og hvorfor er ikke
ungdommens høimod noget værd? Fordi det ingenting
koster, fordi ungdommen besidder det, før den
har levet. Alle disse gentile følelser er saa at
sige bare egne for de første indtryk af livet.
Kom til arbeide, saa faar vi se. Høimod, som
ikke forlanger selvbeherskelse, er let. Ja selv at
gi sit  liv , koster saa lidet, eders opofrelser er
ikke andet end blodet, som koger, og
overstrømmende kræfter. I bare tørster efter handlingens
skjønhed, siger I? Aa nei, det er nok ikke  det .
Forsøg paa en lang, vanskelig selvopgivelse i det
skjulte, i al stilhed, bagvasket, — hvor der er
megen opofrelse, men ikke det allerringeste ære,
aa, I som straaler i Eders dyders sol, eller De,
hvem man behandler som en slyngel, skjønt De
er det bedste menneske paa jorden, forsøg engang
et saant heltemod: aa I vil vige tilbage! Men
jeg har levet under vægten af et saant heltemod
hele mit liv ....

I begyndelsen kjæmpede hun med lidenskab;
siden blev hun mere og mere stille og endte i
absolut taushed. Hendes øine alene lyttede, mere
og mere opmærksomme og store, — store af
rædsel. Og — jeg saa et mistillidsfuldt, lukket,
ondt smil ruge paa hendes læber. Hun havde
det smil, da jeg førte hende ind i mit hus. Hun
havde dengang ikke noget andet tilflugtssted.
 

<chapter name="IV">
<h2>IV</h2>

Hvem var det, som begyndte? Ingen.
Det begyndte af sig selv, allerede
meget tidligt. Jeg har fortalt, at jeg havde modtat
hende med strenghed; de første dage var jeg
imidlertid venligere. Under forlovelsen forberedte
jeg hende paa, at hun vilde komme til at modta
panterne og afgjøre laanene. Hun kom ikke med
nogensomhelst indvending derimod (læg mærke
til det!), ja hun gav sig endogsaa med iver til
arbeidet ....

Bekvemmeligheden og møblementet blev
staaende som før. To værelser, — en stor sal, der
var delt i to af disken, og et kammer, der tjente
os til soveværelse. Møblementet var tarveligt,
endnu tarveligere end hos tanterne. Min
billedramme befandt sig med sin lampe paa kontoret;
i det andet værelse min boghylde med endel
bøger og mit skrivebord. Nøglerne bar jeg. Seng,
stole, borde. Jeg lod endvidere min forlovede
forstaa, at husets udgifter, det vil sige mad til
mig, hende og Lukeria (hvem jeg havde tat med
mig), ikke maatte overstige én rubel<footnote>2 kroner 85 øre. om dagen.
»Jeg maa skrabe sammen en 30000 rubler i tre
aar, hvis der skal være nogen mening i det.«
Hun gjorde ingen modstand og jeg forøgede af
mig selv udgifterne ved bordet med 30 kopek.
Paa samme maade med theatret. Jeg havde sagt
til min forlovede, at vi ikke vilde gaa i theatret;
men senere bestemte jeg, at vi skulde gaa der
en gang om maaneden, og at vi skulde kjøbe
ordentlige pladser i parket. Vi gik der sammen tre
gange; vi saa »Lykkejagten« og »Perichole«, hvis
jeg ikke husker feil, — naa ja, det kan nu være
det samme .... Vi gik derhen uden at tale
sammen, og uden at tale sammen gik vi derfra.
Hvorfor sagde vi aldrig nogenting til hverandre?

I den første tid havde der ikke været nogen
uenighed, men tausheden var der allerede.

Jeg husker, .... Hun sad og saa paa mig i
smug, og da jeg la mærke til det, blev jeg endnu
stummere. Det var fra mig, tausheden kom, og
ikke fra hende .... En eller to gange gjorde hun
et forsøg paa at trykke mig i sine arme. Men
hendes henrykkelse var sygelig, hysterisk, og da
jeg kun satte pris paa sande glæder, hvor der var
gjensidig agtelse, modtog jeg disse kjærtegn med
kulde. Og jeg gjorde ret i det: dagen efter disse
udbrud kom der fornærmelser, eller ikke netop
fornærmelser, men anfald af taushed og et mere
og mere udfordrende væsen.

Ulydighed, — oprørskhed saa man i hendes
ansigt. Men hun var magtesløs. Ja, hendes
venlige ansigt blev mere og mere udfordrende. Jeg
begyndte at by hende imod. Aa jeg har
studeret det. Hun var ganske vist ofte ude af sig
af sorg .... Hvorledes skal man ellers forklare,
at hun, der netop kom ud af et elendigt hul, hvor
hun vaskede gulvene, saa hurtigt fik væmmelse
for et andet fattigt hjem?

Hos os var det ikke netop fattigdom, det
var økonomi, og naar det gjaldt, tillod jeg
endogsaa luxus, f. ex. til linned og til antræk. Jeg
havde altid tænkt, at en soigneret ægtemand
maatte behage en kvinde. Forresten havde hun
ikke noget imod fattigdommen, det var mod
gjerrigheden. Vi havde ganske vist hver vort
forskjellige maal og en stærk karakter. Hun negtede
pludselig at gaa i theatret oftere, og det ironiske drag
om munden blev dybere .... Og jeg, min
taushed voxede og voxede ....

Har jeg ikke lov til at retfærdiggjøre mig?
Det mørke punkt var pantelaanerforretningen, ikke
sandt? Jeg vidste godt, at en kvinde paa sexten
aar ikke kan bøie sig i fuldstændig lydighed mod
en mand. »Kvinden er ikke original«, det er et
axiom; og det staar for mig som et axiom den
dag idag. Det gjør ikke noget til sagen, at hun
ligger her i dette værelse, en sandhed er en
sandhed, — Stuart Mill selv kan ikke rokke det. Og
den kvinde, som elsker, — den kvinde, som elsker!
selv lasterne, selv forbrydelserne forguder hun hos
den elskede. Han vil ikke selv kunne finde saa
mange undskyldninger for sine egne feil, som hun.
Det er høimodigt, men det er ikke originalt. Det
er denne mangel paa originalitet, som har ødelagt
kvinderne. Og jeg gjentar det: hvad beviser det,
at hun ligger her paa dette bord? Er der noget
originalt i det kanske?

Aa, aa!

Hør efter! Dengang var jeg næsten sikker
paa hendes kjærlighed, hun var om mig bestandig,
hun kastede sig om min hals, — var det ikke,
fordi hun elskede eller vilde elske? Jo det er
netop sagen, — hun nærede en brændende
længsel efter at elske, hun søgte kjærlighed, og min
ulykke var, at jeg ikke havde begaaet nogen
forbrydelse, som hun kunde forherlige. De siger
»pantelaaner« og alle siger »pantelaaner«; naa og
hvad saa? det var ikke uden grund, at en af de
høimodigste mennesker, som lever, blev
pantelaaner. Ser De, mine herrer, der er tanker ....
hvad jeg vilde sige .... der er tanker, som vilde
bli ganske forfærdelig dumme, hvis man udtrykte
dem ved ord .... Jeg vilde bli rød. Og hvorfor?
Ikke for nogenting. Fordi vi allesammen er nogle
uslinger, som ikke taaler at høre sandheden. Hvor
er jeg henne? .... Jeg sagde netop: »en af de
høimodigste«; ja det kan gjerne være, det er
latterligt, men det er sandt, det var sandt, — den
rene sandhed. Ja, jeg havde ret til at sikre min
fremtid dengang og til at grunde denne forretning:
»I mennesker, I har stødt mig fra Eder; I har
jaget mig med Eders tause foragt; paa mine
lidenskabelige længsler har I svaret med en
dødelig fornærmelse, som tynger paa hele mit liv.
Jeg havde altsaa ret til at bygge op en mur
mellem Eder og mig, ret til at samle disse 30000
rubler og at ende mit liv i en krog, paa Krim,
ved bredden af det sorte hav, paa et fjeld, midt
mellem vinbjergene paa mine eiendomme, som jeg
havde kjøbt for disse 30000 rubler, — først og
fremst langt borte fra Eder, uden bitterhed mod
Edtr, med et ideal i min sjæl og en elskende
hustru ved min side, med min familie, om Gud
vilde det saa, og med mit hjerte aabent for min
næstes nød.«

Det var fornuftigt at beholde alt dette for
mig selv, thi hvad kunde være dummere end at
fortælle det til hende?

Og det var grunden til min stolte taushed,
derfor var det, vi aldrig aabnede munden, naar
vi var sammen. Hvad skulde hun kunne forstaa?
sexten aar, — et rent barn .... hvad kunde hun
skjønne af mine forklaringer og lidelser? Hun
var lige til, kjendte ikke til livet, havde sine
tilfældige overbevisninger, lod sig let forblinde, hvad
der ofte er tilfælde med varmhjertede mennesker ...
Det værste af det hele var pantelaanerhuset (gjorde
jeg da saa meget ondt der, og saa hun ikke, at
jeg lod mig nøie med en moderat fortjeneste?)
Aa — sandheden er forfærdelig her i livet!
Hendes charme, denne himmelske mildhed, som hun
var i besiddelse af, var et tyranni, et uudholdeligt
tyranni for min sjæl, en tortur! Jeg vilde bagtale
mig, om jeg forbigik dette, — elskede jeg hende
ikke? Tror De ikke, at jeg elskede hende kanske?
Hvem kan sige, at jeg ikke elskede hende? Aa ser
De, det var en troløs ironi af skjæbnen og
naturen! Vi er forbandede; det menneskelige liv er
 én  stor forbandelse! Og mit mere end noget
andet! Nu forstaar jeg min feiltagelse! .... Der
var nogle uklare punkter .... Nei, alt var klart,
min plan var klar som solen: »At lukke mig inde
i en streng, stolt taushed, at negte mig enhver
moralsk trøst. At lide i taushed.« Og jeg har
udført min plan; jeg har ikke løiet for mig selv!
Hun skal nok engang komme til at se, at her var
høimod. Hun har ikke kunnet forstaa det nu,
men naar hun engang opdager det, dersom hun
nogensinde opdager det, saa vil hun skatte det ti
gange høiere, og hun vil falde paa knæ og folde
sine hænder. Det var min plan. Men nu har
jeg glemt eller forbigaaet noget. Ingenting har
lykkedes for mig .... men nok om det, nok ....

Hvem skal jeg nu bede om tilgivelse? Det
er forbi .... tab ikke modet, mand! bevar din
stolthed: det er ikke dig, som er den skyldige.

Jeg skal sige sandheden, — jeg er ikke bange
for at se den lige i ansigtet: det var hende, som
havde uret, det var hende!
 

<chapter name="V">
<h2>V</h2>

De første uenigheder kom altsaa af, at
hun vilde stelle med pengene uden
kontrol, og at hun vilde gi altfor meget for de ting,
der blev bragt som pant. Hun indlod sig to
ganger i disput med mig om den ting. Jeg vilde
ikke gi efter. Da var det, at kapteinsenken
viste sig.

En gammel officersenke kom og vilde
pantsætte en medaljon, som hun havde efter sin mand.
En erindring, skjønner De. Jeg gav hende tredive
rubler. Den gamle satte sig til at sukke og bad,
at man endelig maatte passe paa hendes pant.
Vi passede naturligvis paa det. Fem dage senere
kommer hun igjen og ber om at faa bytte
medaljonen med et armbaand, som neppe var 8
rubler værd. Jeg negter det naturligvis. Det er
sandsynligt, at hun dengang saa noget i min
kones øine, for hun kom igjen i min fraværelse, og
byttet gik for sig.

Jeg fik vide det samme dag: jeg optraadte
med bestemthed og talte fornuftigt til hende. Hun
sad paa sengen, mens jeg talte, hun saa ned paa
gulvet og slog takten med fodspidsen, en manér,
som hun ofte havde; hendes onde smil svævede
paa hendes læber. Jeg erklærede hende derpaa
med kulde, uden at tale høiere, at pengene
tilhørte  mig , og at jeg havde lov til at opfatte
livet paa  min  maade. Jeg mindede hende om, at
jeg havde sagt hende alt, dengang jeg førte
hende ind i mit hus.

Hun sprang heftigt op fra sengen, ganske
skjælvende, og tænk Dem, — i sit raseri mod
mig gav hun sig til at stampe i gulvet. Et vildt
dyr. Et anfald. Et vildt dyr, grebet af et anfald.
Jeg kunde ikke røre mig af forbauselse. Jeg var
ikke forberedt paa en saadan voldsomhed. Men
jeg tabte ikke min fatning, og mindede med en
rolig stemme om, at jeg for fremtiden forbød
hende at blande sig i mine affærer. Hun lo mig
lige op i ansigtet og forlod værelset. Hun havde
ikke lov til at gaa ud eller at gaa nogetsteds hen
uden mig, det var noget, vi var blevne enige om
i forlovelsestiden. Jeg lukkede mit kontor og gik
hen til tanterne. Jeg havde afbrudt enhver
omgang med dem, fra jeg blev gift; vi gik ikke til
dem, og de kom ikke til mig. Hun var kommet
til tanterne før mig. De hørte paa mig med
nysgjerrighed, gav sig til at le og sagde, det var
godt gjort. Jeg var forberedt paa deres spot.
Jeg kjøbte strax den yngste af tanterne for 100
rubler, 25 kontant. To dage efter kommer hun
hjem til mig og siger: »En officer, som heder
Efimowitsch, og som er en forhenværende
regimentskammerat af Dem, staar bag det hele.« Jeg
blev meget forbauset. Denne Efimowitsch var
det menneske, som havde gjort mig mest ondt i
hæren. En maaned iforveien var han uden at
genere sig to gange kommet ind i mit hus under
paaskud af at ville sætte noget i pant. Jeg
husker, at han paa sine visitter havde git sig til at
le sammen med hende. Saa viste jeg mig, og
jeg forbød ham, paa grund af vort bekjendtskab
fra gamle dage, at sætte sin fod indenfor min dør.
Jeg saa ikke noget mere i det dengang, jeg saa
kun mandens uforskammethed. Og nu fortæller
tanten mig, at de allerede har stevnemøder, og
at det er en af hans veninder, en oberstenke
Julia Samsonovna, som er deres mellemmand.
»Det er der, Deres kone gaar.«

Jeg skal fatte mig i korthed. Den historie
kostede mig 300 rubler. To dage efter sluttede
vi handelen; det blev afgjort, at man skulde skjule
mig bag en dør i naboværelset, saa at jeg kunde
være tilstede og høre paa min kone og
Efimowitsch ved første stevnemøde. Dagen før denne
dag var der en scene mellem os, den varede ikke
længe, men var meget oplysende for mig. Hun
kom hjem om aftenen, satte sig paa sengekanten
og saa ironisk paa mig, idet hun slog takt med
foden paa tæppet. Jeg fik pludselig den tanke, at
hun i disse sidste dage aldeles ikke havde været
sig selv, hendes karakter var vrængt som en
hanske: jeg havde for mig et væsen, der var hidsig
og udfordrende, jeg vil ikke sige skamløs, men
uharmonisk og lysten paa ufred. Hendes
naturlige elskværdighed holdt hende dog endnu noget
tilbage. Naar en saadan natur først blir oprørt,
— selv om den overskrider enhver grænse, —
føler man alligevel anstrængelsen, man føler, hvor
vanskeligt den har for at overvinde sin naturlige
hæderlighed og blyghed. Og det er grunden til,
at saanne naturer gaar saa vidt, at man ofte ikke
vil tro sine egne øine. Et fordærvet menneske vil
altid gaa mere sagtelig tilværks. Det vil handle
slettere, men det vil vide at tage nok hensyn til
form og konveniens for at dupere Dem.

»Er det sandt, at du blev jaget bort fra
regimentet, fordi du var ræd for at slaas?« spurgte
hun mig pludselig, lige op i ansigtet. Og hendes
øine funklede.

»Det er sandt; den militære forening opfordrede
mig til at indgi min afskedsansøgning,
hvad jeg forresten allerede var bestemt paa at
gjøre af egen fri vilje.«

»Du blev jaget som en feig usling?«

»Ja, de dømte mig for feig. — Men det var
ikke af feighed, at jeg nægtede at duellere; det
var, fordi jeg ikke vilde adlyde et tyrannisk
magtbud og ikke forlange opreisning, naar jeg ikke
havde følt mig fornærmet. Jeg tænker,« kunde
jeg ikke lade bli at tilføie, »jeg tænker, der skal
mere mod til at gjøre oprør mod et saant tyranni
end til en hvilkensomhelst duel.«

Denne undskyldning  slap  mig ud af
munden .... Hun bare ventede paa det, hun ønskede
intet mere end denne nye ydmygelse. Hun lo, —
en haanlig og ondskabsfuld latter.

»Er det sandt, at du i tre aar har drevet
omkring i Petersburgs gader og levet af tiggeri, og
at du tilbragte dine nætter under billarder?«

»Jeg har ogsaa ligget i Cennaias<footnote>C. er en plads i St. Petersburg, hvor der ligger huse,
der tjener til logis for husvilde. logishuse.


Ja, det er sandt .... Jeg har døiet mangen skam
i mit liv, fra jeg forlod hæren, men jeg har
 aldrig  gjort noget lumpent. Jeg selv var den
første til at afsky min maade at leve paa. Min
vilje var lammet, og min aand var sløvet paa
grund af min fortvivlede situation. Naa, det er
nu forbi ....«

»Du synes, du er blet til noget nu, — en
finantiel størrelse, ikke sandt?«

Altid hentydninger til pantelaaningen. Men
jeg beherskede mig. Jeg saa, hvor hun tørstede
efter at ydmyge mig, men jeg gav hende ikke
mere nogen anledning. En kunde ringede meget
beleiligt paa døren, og jeg gik ud i kontoret. En
time efter tog hun pludselig sit overtøi paa sig
for at gaa ud; hun stansede foran mig og sagde:

»Du sagde ikke noget af alt dette før
brylluppet.«

Jeg svarede ikke, og hun gik.

Dagen efter var jeg i det omtalte værelse og
lyttede bag en dør paa skjæbnens bestemmelse.
Jeg havde en revolver i lommen. Hun sad foran
et bord, med sit overtøi paa, og Efimowitsch
holdt sig i nærheden af hende og stod og skabte
sig. Nu, — der hændte (og det skal siges til
min ære) der hændte, hvad jeg havde forudfølt
og forudseet uden at have nogen klar bevidsthed
om, at jeg forudsaa det. Jeg ved ikke, om man
forstaar mig.

Hør, hvad der hændte! — En hel time
lyttede jeg, en hel time overvar jeg en kamp
mellem den nobleste kvinde og et letsindigt,
lastefuldt, dumt, lavtliggende individ. Men hvoraf kan
det komme, spurgte jeg mig selv, i min
overraskelse, at denne naive, milde og stilfærdige
skabning er saa slagfærdig? Den aandrigste
komedieforfatter kunde ikke skrive en saadan scene
af uskyldig spot, hvor lasten gjordes tilskamme
af dydens hellige latter. Hun var glimrende i sine
smaa udfald, træffende i sine livlige replikker og
slaaende sand i sin kritik. Og paa samme tid
straalede over det hele hendes jomfruelige renhed.
Hans kjærlighedserklæringer, hans heftige væsen,
hans forsikringer vakte kun hendes latter.
Officeren, der var kommen med brutale hensigter, og
som ikke ventede en saadan modstand, var
aldeles knust. Jeg kunde ha troet, at en saadan
opførsel kun var en maske for et simpelt koketteri,
at hun var et helt igjennem fordærvet menneske,
der i al sin aandrighed kun ønskede at gjøre sig
kostbar; — men nei; sandheden straalede som
solen, ingen tvil var mulig. — Det var kun af et
misforstaaet og voldsomt had til mig, at dette
uerfarne barn var gaaet ind paa dette stevnemøde;
og hendes øine aabnedes først i det sidste øieblik.
Hun var ulykkelig og søgte for enhver pris et
middel til at fornærme mig, men hendes natur
kunde ikke taale usædeligheden, selv om hun i
sin heftighed havde ladet sig forlede til et
indledende skridt. Ligeoverfor dette rene og
pletfrie væsen var Efimowitsch's kunster unyttige.
Han opnaaede kun at gjøre sig latterlig.
Sandheden sprudlede fra hendes sjæl, og harmen fødte
spotten paa hendes læber. Efimowitsch, den elendige
fyren, vidste tilslut hverken ud eller ind, han
blev siddende med et skummelt ansigt og talte i
enstavelsesord; — jeg begyndte at bli bange for,
at han skulde insultere hende af lav hevn. Og
— det skal endnu engang siges til min ære —
jeg overvar hele denne scene næsten uden
overraskelse, som om jeg havde kjendt den før; jeg
gik derhen uden at fæste nogen lid til anklagen,
skjønt jeg havde en revolver — det er sandt. Og
kunde jeg tænke hende som nogen anden end sig
selv? Hvorfor elskede jeg hende? Hvorfor brød
jeg mig om det hele? Hvorfor havde jeg ægtet
hende? Aa, jeg havde ganske vist i dette
øieblik faaet et sikkert bevis paa, at hun hadede
mig, men jeg havde ogsaa faaet en fast
overbevisning om hendes uskyldighed. Jeg afbrød
pludselig samtalen, idet jeg aabnede døren.
Efimowitsch sprang op, jeg tog hende ved haanden og
opfordrede hende til at gaa ud med mig.
Efimowitsch gjenvandt sin aandsnærværelse og gav sig
til at le af fuld hals:

»Ah — ligeoverfor en ægtemands rettigheder
har jeg intet at sige,« sagde han, »tag hende med
Dem! Og husk paa,« skreg han, »at jeg af
agtelse for fruen skal være til Deres disposition,
skjønt et ordentligt menneske egentlig ikke burde
duellere med Dem .... hvis De alligevel vilde
vove det, saa ....«

»Du hører det?« sagde jeg, idet jeg holdt
hende tilbage paa dørtærskelen.

Ikke et ord lige til vort hus. Jeg holdt
hende i haanden hele veien, hun gjorde ikke
modstand, — tvertimod, hun saa ud, som om hun
havde tabt baade mund og mæle, men det varede
ikke længere, end til vi kom hjem. Der satte
hun sig paa en stol og saa mig stivt ind i øinene.
Hun var ligbleg i ansigtet. Det ironiske drag
begyndte at krumme sig paa hendes læber, og
hendes øine udtrykte den gamle sikkerhed, den samme
kolde og ubønhørlige trods. Hun var vist for
fuldt alvor forberedt paa jeg vilde skyde hende.
Jeg tog i al stilhed revolveren ud af min lomme
og la den paa bordet. Hendes øine gik fra
revolveren til mig. (Læg mærke til, at hun
kjendte denne revolver fra før af, jeg havde
den altid ladt, saalænge huset stod aabent. Jeg
havde hverken hund eller portner, som Mozer.
Hos mig er det kokkepigen, som lukker op for
klienterne. Vi pantelaanere kan ikke være uden
ethvert forsvar, og derfor havde jeg altid min
revolver ladt. Den første dag, hun flyttede ind
til mig, syntes hun at interessere sig meget for
dette vaaben, hun bad mig forklare hende dets
mekanisme og dets behandling; jeg gjorde det,
og engang maatte jeg bede hende la bli at skyde
paa skive .... Læg mærke til det!) Jeg la mig,
uden at bryde mig om hendes uhyggelige
manerer, halvt paaklædt i min seng. Jeg var meget
træt, klokken var næsten 11. Hun blev siddende
paa samme plads omtrent en time, saa blæste
hun lyset ud og la sig paa sofaen uden at klæde
af sig. Det var første gang, at vi ikke laa
sammen; læg mærke til det ogsaa ....
 

<chapter name="VI">
<h2>VI</h2>

Nu kommer en forfærdelig erindring ....
Jeg vaagnede igjen om morgenen,
mellem kl. 7 og 8 tænker jeg. Det var allerede
næsten lyst i værelset. Jeg var lysvaagen med
det samme og aabnede mine øine. Hun stod tæt
ved bordet og holdt revolveren i hænderne. Hun
saa ikke, at jeg saa paa hende; hun vidste ikke,
at jeg var vaagen, og at jeg saa hende.
Pludselig ser jeg hende nærme sig mig med vaabnet i
haanden. Jeg lukker strax øinene og lader, som
jeg sover dybt.

Hun kommer tæt hen til sengen og stanser
foran mig. Jeg hørte alt. Det var ganske stille,
men jeg hørte stilheden. I dette øieblik følte jeg
en let konvulsivisk trækning i mit ansigt, og mine
øine aabnede sig pludselig mod min vilje, uden at
jeg var istand til at forhindre det .... Hun saa
mig stivt ind i ansigtet; pistolløbet var allerede
tæt ved min tinding, vore blikke mødtes .... det
var hurtigt som et lyn. Jeg tvang mig til at lukke
øinene igjen, og jeg samlede hele min viljestyrke
paa den beslutning ikke at røre mig mere, ikke
at aabne øinene, hvad der saa indtraf.

Det  kan  hænde, at et menneske i den
dybeste søvn aabner sine øine, ja selv at han løfter
hovedet og synes at se sig om i værelset for et
øieblik bagefter at lægge hovedet paa puden og
sove ind igjen uden bevidsthed. Da jeg havde
mødt hendes blik og følt vaabnet tæt ved
tindingen, havde jeg lukket øinene uden at gjøre
nogensomhelst anden bevægelse, som om jeg befandt
mig i en dyb søvn. Hun kunde godt tro, at jeg
virkelig sov, og at jeg ikke havde seet noget.
Saameget mere, som det var høist usandsynligt, at
jeg, dersom jeg havde seet og forstaaet, skulde
have lukket øinene i  et saant øieblik .

Ja, det var usandsynligt, men hun kunde
ogsaa ane den sande sammenhæng .... Og denne
tanke straalede i det samme sekund i min bevidsthed.
Hvilken hvirvel af tanker og følelser der for
gjennem min aand! Hvis hun virkelig, tænkte
jeg, skulde have anet sandheden, dersom hun ved,
at jeg ikke sover, saa vil min ro ligeoverfor
døden imponere hende, og hendes haand vil kanske
svigte hende; under paavirkning af et nyt og
uventet indtryk vil hun kanske nøle med at
udføre sin plan. Det er en bekjendt sag, at folk,
der staar paa en høide, med uimodstaaelig kraft
føler sig draget mod afgrunden. Jeg tænker, at
mange selvmord og forbrydelser er blevne
begaaede, bare fordi forbryderen havde vaabenet i
hænderne. Det er  ogsaa  en afgrund, en steil
skrænt, som man  maa  glide udfor. Det er
ligesom noget driver en til at trykke paa laaset.
Men  dersom  hun troede, at jeg havde seet alt,
at jeg vidste alt, at jeg i stilhed ventede døden
af hendes haand, saa kunde denne tro maaske
stanse hende paa afgrundens rand.

Det var og blev stille. Jeg følte det kolde
jern i mit haar. Dersom De spør mig, om jeg
haabede at bli reddet, saa svarer jeg paa ære og
samvittighed, at jeg ikke længer havde nogetsomhelst
haab. Hvorfor jeg gik ind paa at dø? Jeg
spør: hvad værd kunde livet ha for mig, naar
det menneske, som jeg elskede, havde løftet
vaaben mod mig? Og desuden, — jeg følte, jeg
følte med hele min sjæls styrke, at det her gjaldt
en kamp mellem os, en duel paa døden,
modtaget af den feige usling, som man havde  jaget 
fra et regiment! Jeg følte dette, og hun maatte
vide det, dersom hun havde anet, at jeg ikke sov.

Det kan let hænde, at det ikke gik ganske
saaledes for sig; jeg tænkte maaske ikke alt det
dengang, men det maa alligevel ha været saa, for
siden den tid har jeg ikke tænkt paa andet en
eneste time i mit liv.

De spør mig, hvorfor jeg ikke hindrede hende
i at begaa et mord?

Aa, tusen gange har jeg gjort mig selv det
spørgsmaal senere — hver gang jeg med rislende
rygrad gjenkaldte mig dette øieblik i erindringen.
Min sjæl var dengang betaget af den sorteste
fortvilelse. Jeg holdt selv paa at dø, jeg var ved
gravens rand, hvorledes skulde jeg kunne tænke
paa at redde en anden? Kan man vide, om jeg
havde vilje til at frelse nogen? Hvem ved, om
jeg idetheletaget var istand til at tænke.

Mit blod kogte, tiden randt, stilheden var
uhyggelig. Hun blev staaende ved mit
hovedgjærde, men saa .... jeg skjalv af haab, jeg
aabnede øinene: hun havde forladt værelset. Jeg
stod op; jeg havde seiret .... hun var
overvundet for bestandig! Jeg gik hen til samovaren;
den stod bestandig i det første værelse, og det
var hende, som skjænkede the; jeg satte mig ved
bordet og tog i taushed det glas, som hun rakte
mig. Jeg lod der gaa fem minutter, før jeg saa
paa hende. Hun var forfærdelig bleg, blegere
end dagen iforveien, og hun saa paa mig. Og
pludselig .... og pludselig .... da hun saa, at jeg
saa slig paa hende .... gled der et blegt smil
over hendes blege læber, et frygtsomt spørgsmaal
i hendes øine .... Hun tviler endnu, sagde jeg
til mig selv, hun spør: Ved han, eller ved
han ikke? Har han seet, eller har han ikke seet?
Jeg vendte øinene bort med en ligegyldig mine.
Efter theen gik jeg paa torvet og kjøbte en
jernseng og et skjærmbrædt. Da jeg kom tilbage,
lod jeg sengen sætte ind i soveværelset, bag
skærmbrædtet. Sengen var bestemt til hende,
men jeg talte ikke til hende om det. Denne seng
lod hende, uden nogen anden forklaring, forstaa,
at jeg havde seet alt, at jeg vidste alt, at jeg ikke
nærede nogen tvil. Om natten lod jeg revolveren
ligge paa bordet som sædvanlig. Om aftenen
la hun sig, uden at sige et ord, i den nye
seng. Vort ægteskab var opløst (hun var
beseiret og ikke tilgivet). I løbet af natten var hun
fra sig. Den næste dag var hun angrebet af
nervefeber. Hun laa tilsengs i 6 uger.
 

<chapter name="VII">
<h2>VII</h2>

Lukeria har netop erklæret mig, at hun
ikke længer vil være i min tjeneste, at
hun vil forlade mig, saasnart hendes frue er
begravet. Jeg har nu i en times tid ønsket, at jeg
kunde bede til Gud, men jeg har opgivet det:
jeg tænker altid paa andre ting, jeg er et bytte
for sygelige tanker, mit hoved er sygt.  Hvorfor 
skal jeg bede? Det vilde være synd. Det er da
besynderligt, at jeg ikke kan faa sove; i den
største sorg kan man altid faa sove, naar den
første smerte er over. De dødsdømte sover jo
dybt den sidste nat, siger man. Det er jo ogsaa
en nødvendighed, en naturnødvendighed; deres
kræfter vilde ikke slaa til ellers .... Jeg har
ligget der paa sofaen, men jeg kunde ikke faa sovn
paa mine øine.

I de sex uger, hun var syg, pleiede vi hende:
Lukeria, en øvet sygepleierske fra hospitalet, som
jeg bare kan sige godt om, og jeg. Jeg sparede
ikke penge, jeg gav meget ud for hende; jeg
betalte ti rubler besøget til Schreder, doktoren, som
jeg havde tilkaldt. Da hun fik sin bevidsthed
igjen, begyndte jeg at vise mig mindre hyppigt.
Men hvorfor skal jeg komme ind paa disse
detaljer? Da hun kom oven senge, indtog hun
fredelig en afsides plads i værelset ved et bord, som
jeg havde kjøbt til hende .... Ja, det er sandt,
vi overholdt begge en absolut taushed .... Det
vil sige, vi vexlede jo altid nogle ord om
ligegyldige ting. Jeg vogtede mig vel for at være
vidløftig, og jeg saa, at hun ogsaa nødig sagde mere
end det strengt nødvendige. Det fandt jeg ganske
naturligt. »Hun er altfor urolig, for nedslaaet,«
tænkte jeg, »man maa gi hende tid til at glemme
og til at finde sig tilrette i situationen.« Vi tiede
altsaa stille begge, men jeg forberedte stadig
fremtiden. Jeg troede, hun gjorde det samme, og
der var noget rædselsfuldt interessant for mig i
stadigt at gjætte; hvad mon hun tænker paa i
dette øieblik?

Jeg maa gjenta det: Ingen ved, hvad jeg
har lidt og grædt under hendes sygdom. Men
jeg har grædt for mig selv alene, jeg skjulte mine
taarer, selv ikke Lukeria saa dem. Jeg kunde
ikke forestille mig, jeg  vovede  ikke den tanke,
at hun skulde dø uden at ha faaet noget at
vide. Og da faren var forbi, da hun havde
gjenvundet sin helbred, blev jeg temmelig snart
aldeles beroliget. Jeg besluttede at udsætte
ordningen af  vor fremtid  saa længe som muligt og
foreløbig lade alt blive, som det var. Jeg var
saa rar og besynderlig dengang (jeg kan ikke
give nogen nærmere forklaring af det): jeg havde
seiret, og den blotte bevidsthed herom
tilfredsstillede mig fuldstændigt. Saaledes gik hele
vinteren. Aa, jeg har aldrig været saa fornøiet i mit
liv, som hele den vinter.

Ser De, en skrækkelig omstændighed har
altid havt indflydelse paa mit liv indtil den
forfærdelige ulykke med min kone; hvad der tyngede
paa mig hver dag, hver time, det var tabet af
den borgerlige agtelse: min afsked fra hæren. Jeg
var falden som offer for en tyrannisk uretfærdighed.
Mine kamerater likte mig forøvrigt ikke
paa grund af min indesluttede og kanske latterlige
karakter; det er altid tilfældet, at alt, hvad
vi eier af noblesse og diskret høimod, det ansees
for latterligt af kameraterne. Der er ingen, som
har likt mig, ikke engang paa skolen. Man har
skyet mig overalt og bestandig. Lukeria kunde
heller ikke fordrage mig. I hæren var det alligevel
en tilfældighed, der var den eneste aarsag til
den antipathi, jeg vakte. Jeg nævner dette, fordi
der ikke kan tænkes noget mere oprørende og
utaaleligt end at bli ødelagt af et tilfælde, af noget
som kunde være undgaaet, som kun var følgen af
et ulykkeligt sammenstød af omstændigheder, der
kunde ha gaaet forbi som skyerne; der er noget
oprørende for et tænkende væsen i det. Hør nu,
hvordan det gik for sig:

Det var i theatret; jeg var gaaet ud i
restaurationen i en mellemakt. En husarofficer ved
navn A...ff kom pludselig ind og fortalte med
høi røst til de tilstedeværende officerer, at kaptein
Bezumtseff havde gjort skandale ude i korridoren,
og »at han saa ud til at være fuld«. Man talte
ikke videre om dette; ulykkeligvis; for det var
ikke sandt, at kaptein Bezumtseff var fuld, det
var bare noget sludder. Officererne talte om
andre ting, og saa hændte der ikke mere den aften;
men den følgende dag løb historien rundt i
hæren, og man sagde, at jeg var den eneste af mit
regiment, der var tilstede i restaurationen, da
A...ff havde talt om kaptein Bezumtseff paa en
upassende maade, og at jeg havde undladt at sige
noget ved den anledning. Hvorfor skulde jeg ha
sagt noget? Dersom Bezumtseff og A...ff havde
noget personligt sig imellem, blev det jo deres
sag, jeg havde ikke noget at blande mig i det.
Officererne mente imidlertid, at denne sag ikke
var privat, at den gjaldt korpsets ære, og at jeg,
som den eneste tilstedeværende af vort regiment,
havde vist officererne af andre regimenter og det
øvrige publikum, at der i vort regiment kunde
være officerer, der var lidet ømfindtlige for sin
egen og korpsets ære. Jeg kunde ikke gaa ind
paa denne opfatning. Man lod mig vide, at jeg
endnu kunde rette paa det hele, dersom jeg vilde
udfordre A...ff. Jeg afslog det, og da jeg var
meget ophidset, var jeg temmelig hoven, da jeg
afslog det. Jeg indgav strax min afskedsansøgning;
— det er hele min historie. Jeg trak mig
tilbage med stolthed, men var i grunden dybt
nedbøiet. Netop paa samme tid tabte min
svoger hele sin egen og min formue. Det var
ikke meget, men dette tab gjorde, at jeg stod
aldeles hjelpeløs uden en kopek i lommen. Jeg
havde jo altid kunnet faa en civil stilling, men
det vilde jeg ikke. Efterat have baaret en
glimrende uniform, kunde jeg ikke vise mig
nogetsteds som jernbanebetjent. Naar det først skulde
være fald, foretrak jeg at falde rigtig dybt; det
laveste forekom mig at være det bedste, og jeg
valgte det laveste. Saa kommer tre uhyggelige
aar, hvor ikke engang logishusene mangler blandt
mine minder. For 18 maaneder siden døde en
rig gammel slægtning af mig, som var min
gudmoder, og som i sit testamente, blandt andre,
ogsaa betænkte mig med 3000 rubler, — ganske
uventet. Jeg gjorde mine refleksioner og opgjorde
mig snart min fremtid. Jeg besluttede mig, uden
at bryde mig om menneskene, for en
pantelaanerforretning. At tjene penge, dernæst at kjøbe mig
en krog for mig selv, — og saa begynde et
ganske nyt liv, — det var min plan. Men min
sørgelige fortid, tabet af mit rygte og min ære
har ikke ophørt at knuse mig, hver time, hvert
øieblik. Under disse omstændigheder var det, at
jeg giftede mig. Var det tilfældigt — eller
hvorledes? Jeg ved ikke. Da jeg førte hende ind i mit
hus, troede jeg det var en ven, jeg førte hid; jeg
kunde nok trænge en ven. Jeg tænkte alligevel,
at det vilde bli nødvendigt lidt efter lidt at danne
denne ven, at skabe hende, at erobre hende i
kamp, om det gjaldt. Og hvorledes skulde jeg
kunne forklare noget for denne sexten-aarige kvinde,
som desuden var forud indtaget mod mig?
Hvorledes kunde jeg f. ex., uden tilfældet med
revolveren, ha bevist hende, at jeg ikke er nogen
feig usling, og at regimentets beskyldning var en
uretfærdighed?

Historien med revolveren kom beleiligt. Ved
at forblive aldeles ufølsom ligeoverfor en saan
trusel, hævnede jeg mig paa hele min sorte fortid.
Og om ingen anden vidste det, saa vidste  hun 
det, og hun var alt for mig, — hele mit haab i
min fremtidsdrøm. Hun var det eneste væsen, som
jeg brød mig om, jeg havde ikke med andre at
gjøre, — og naar  hun  havde faat alt at vide, saa
maatte det ialfald staa klart for hende, at det var
uretfærdigt af hende at slutte sig til mine fiender.
Denne tanke fyldte mig med glæde. Jeg kunde
ikke længer være en feig usling i hendes øine,
men bare en rar mand, og det maatte hun gjerne
anse mig for. At være rar er ikke nogen last,
undertiden kan det tvertimod virke særlig
tiltrækkende paa kvindelige temperamenter. Kort sagt,
jeg opsatte afgjørelsen til senere. Det, som var
hændt, var nok til at sikre mig min ro, og jeg
havde stof nok til mine drømme. Og hvad hende
angaar, — hun vil nok vente, tænkte jeg.

Saaledes gik hele vinteren hen i forventning
om, at der skulde hænde noget. Jeg sad og
kastede stjaalne blikke til hende, naar hun sad ved sit
arbeidsbord. Om aftenen fik hun ofte tiden til at
gaa med at læse; hun var flittig i mit bogskab.
De bøger, hun valgte, talte ogsaa til gunst for
mig. Hun gik næsten aldrig ud alene. Hver
dag, naar vi havde spist middag, tog jeg hende
med mig ud, vi gik en tur, men sagde ikke et
ord paa hele veien. Jeg anstrengte mig imidlertid
for at lade som ingenting, som om vi var gode
venner, men vi var og blev alligevel tause. Jeg
gjorde det med vilje, da jeg tænkte, at man maa
gi hende tid. Ganske besynderligt var det, at
mens  jeg  stadig fandt behag i at se paa hende,
naar hun ikke mærkede det, saa havde jeg ikke
overrasket  hende  en eneste gang i at se paa mig.
Jeg troede, det bare var frygtsomhed. Og saa
var hun saa sagte og mild i denne sin frygtsomhed,
saa svag efter sygdommen .... Nei, det er
bedst at vente, tænkte jeg .... »en god dag vil
hun komme til dig af sig selv.«

Denne tanke fyldte mig med en uudsigelig
lykke. Ja saa er der noget, jeg ikke maa glemme:
af og til havde jeg fornøielse af at ægge min
fantasi, og jeg reflekterede mig til den overbevisning,
at jeg afskyede hende. Ja saaledes var det i
nogen tid, men mit had kunde aldrig modne eller
bli en virkelig følelse hos mig, jeg følte godt, at
dette had bare var noget, jeg gik og indbildte
mig. Og selv om vort ægteskab var opløst
dengang, saa har jeg dog aldrig, aldrig anseet hende
for en forbryder. Og det er ikke, fordi jeg
ansaa hendes forbrydelse for ingenting, men jeg
 vilde  tilgive; fra den første dag, selv før jeg
kjøbte sengen vilde jeg tilgive hende. Og det var i
grunden ganske besynderligt, da jeg ellers er meget
streng, naar det gjælder moral. Men hun stod for
mig saa beseiret, saa ydmyget, saa  knust , at jeg
af og til havde den største medlidenhed med hende,
skjønt paa den anden side tanken paa hendes
ydmygelse var mig en stor tilfredsstillelse.
Bevidstheden om min overlegenhed gjorde mig glad.

I løbet af den vinter gjorde jeg med hensigt
nogle kjærlighedsgjerninger. Jeg eftergav to
debitorer deres gjæld, og jeg laante penge til en
fattig kone uden pant. Og jeg talte ikke om det
til min hustru, jeg havde ikke gjort det, for at
hun skulde faa det at vide. Men den stakkars
kone kom og takkede mig i de varmeste udtryk.
Det gik saaledes ikke hen i hemmelighed, og det
forekom mig, at min hustru var glad ved at
erfare det.

Imidlertid kom vaaren, vi var midt i april;
man havde tat bort de doble vinduer, og solen
kastede lysstriber ind i vore stille værelser. Men
jeg havde et bind om mine øine, som forblindede
mig. Det ulyksalige, forfærdelige bind!
Hvorledes hændte det, at det pludselig faldt, og at jeg
saa alt klart, forstod alt? Var det et tilfælde,
eller var det, fordi tiden nu var kommet? Var
det en af vaarens solstraaler, som vakte anelsen i
min slumrende sjæl? En dag for der som en
skjælven gjennem mine træge aarer, de begyndte
at vibrere, blodet rullede paa nyt og rystede mit
stivnede væsen og vakte min djævelske stolthed.
Det var en aften efter maaltidet, omkring kl. 5 ....
 

<chapter name="VIII"> 
<h2>VIII</h2>

Først en ganske kort bemærkning: En
maaned iforveien var jeg blevet slaaet
af hendes besynderlige og tankefulde udseende.
Det var kun taushed, men en tankefuld taushed.

Det gik pludselig op for mig. Hun sad og
arbeidede, bøiet over sit sytøi; hun la ikke mærke
til, at jeg saa paa hende. Der faldt som skjæl
fra mine øine, jeg saa, hvor tynd og mager hun
var, jeg saa hendes ansigts bleghed og hendes
hvide læber. Det gjorde et dybt indtryk paa
mig sammen med hendes tankefulde væsen. Jeg
havde allerede før lagt mærke til en svag, tør
hoste, især om natten. Jeg reiste mig strax for
at faa fat i Schreder uden at sige et ord til hende.

Schreder kom dagen efter. Hun blev meget
forbauset og betragtede os opmærksomt, snart
Schreder og snart mig.

»Men jeg er ikke syg,« sagde hun med et
ubestemt smil.

Schreder synes ikke at lægge nogen vægt
paa det (lægerne tar det af og til saa uhyggelig
let); han indskrænkede sig til at sige mig, at det
var en levning af hendes sygdom, og at det ikke
vilde være afveien at komme til et bad, eller hvis
vi ikke kunde det, at reise paa landet. Ellers
sagde han ikke andet, end at det var lidt svækkelse
eller noget saant. Da Schreder var gaaet, sagde
hun til mig med et meget alvorligt ansigt:

»Men jeg føler mig aldeles,  aldeles  frisk.«

Men da hun sagde dette, rødmede hun, som
om hun skammede sig over noget. Ja skammede
sig. Aa,  nu  forstaar jeg det; hun skammede sig
over i mig at se en ægtemand, der endnu tog
sig af hende, som en virkelig ægtemand. Men
dengang forstod jeg ikke, jeg troede, det bare var
hendes frygtsomhed. Bindet!

Naa — det var en maaneds tid senere, en
klar soldag i April, klokken var omkring 5, jeg
sad ved kassen og var netop færdig med at gjøre
op. Da hørte jeg pludselig en sagte sang fra
naboværelset, hvor hun sad og arbeidede. Det
var hende, som sang.

Det gjorde et umaadelig dybt indtryk paa
mig, og endnu den dag idag forstaar jeg det ikke
rigtig. Jeg havde aldrig hørt hende synge før.
Jo, alligevel, i de første dage, efter at hun var
flyttet ind til mig kanske, da vi endnu havde
humør til at skyde efter skive med revolveren.
Hendes stemme var dengang noksaa stærk og
klar, lidt falsk var den, men behagelig alligevel
og fortalte om sundhed. Nu var stemmen saa
svag, saa svag ....

Ikke fordi melodien var trist, — det var en
eller anden romance, — men der var noget
brustet, ligesom der var gaaet noget istykker i
hendes stemme, der var noget usundt over det, man
kunde næsten sige, at  sangen  var syg. Hun
sang kun med halv stemme og lyden holdt
pludselig op, da hun sang høiere. Den lille svage
stemme stansede som en klage. Hun hostede
lidt, og saa begyndte hun at synge igjen, saa
sagte, saa spædt ....

Finder De min bevægelse latterlig, forstaar
De ikke, hvorfor dette gjorde saa dybt indtryk
paa mig? Jeg havde ikke ondt af hende, det
var noget ganske andet. I begyndelsen, i det
første øieblik blev jeg grebet af en besynderlig,
ængstende, sygelig, næsten hevntørstig
forbauselse. »Hun synger, og det i min nærværelse!
Har  hun  glemt? Hvad skal det sige?« Jeg
blev siddende ganske ude af mig selv, derpaa
reiste jeg mig, tog min hat, og jeg gik, uden at
tænke paa, hvad jeg gjorde, sandsynligvis fordi
Lukeria havde bragt mig min overfrakke.

»Hun synger!« sagde jeg ganske uvilkaarligt
til Lukeria. Hun forstod ikke og saa paa mig
med et forfærdet ansigt. Jeg var heller ikke saa
let at forstaa.

»Er det første gang, hun synger?«

»Nei, hun synger af og til, naar De ikke er
hjemme,« svarede Lukeria.

Jeg husker alt. Jeg gik ud paa gangen,
dernæst ud paa gaden, hvor jeg gav mig til at gaa
uden at vide, hvor jeg gik hen. Jeg stansede ved
enden af gaden og stirrede ud for mig. Folk
passerede og puffede mig: jeg følte intet. Jeg
raabte efter en droske og kjørte til politistationen
uden at vide hvorfor. Saa gik jeg pludselig ud
af vognen og gav kusken 20 kopek.

»Se der, for din umage,« sagde jeg til ham
og lo idiotisk. Men saa følte jeg en pludselig
klarhed opstaa i min sjæl. Jeg vendte hjemover
med hurtige skridt. Lyden af den stakkars lille
brustne stemme gjenlød i mit hjerte. Jeg kunde
næsten ikke aande. Bindet faldt og faldt fra mine
øine. Naar hun sang saaledes i min nærværelse,
saa var det, fordi hun havde glemt, at jeg var til.
Det var klart og forfærdeligt. Jeg følte det med
mit hjerte. Men denne klarhed lyste i min sjæl
og var stærkere end min rædsel.

Jeg løb hurtigt op gjennem trappen, og jeg
ved ikke, om jeg saa frygtsom ud, da jeg kom
ind. Jeg husker bare, at det var ligesom gulvet
vaklede under mig, og at jeg havde en følelse,
som om jeg gik paa vand. Jeg gik ind i stuen.
Hun sad endnu paa sin plads og syede med hode
bøiet, men hun sang ikke længer. Hun saa op,
hurtigt og uopmærksomt. Det var ikke et blik,
men en mekanisk og ligegyldig bevægelse, som
man altid gjør, naar nogen kommer ind i et
værelse.

Jeg gik lige hen til hende og kastede mig
paa en stol, som en gal, — lige tæt ved hende.
Jeg tog hendes haand, og jeg husker, at jeg sagde
noget, det vil sige, at jeg  vilde  sige noget, for
jeg kunde ikke faa ordene frem. Stemmen
svigtede mig, den blev staaende i struben. Jeg
vidste ikke, hvad jeg skulde sige, jeg kunde ikke
faa puste.

»Lad os tale sammen .... du ved .... sig
noget,« stammede jeg aldeles meningsløst. Jeg tænkte
ikke paa at bli forstaaet i dette øieblik. Hun
skjalv og veg for mig ganske forvildet, idet hun
saa mig ind i ansigtet. Men pludselig saa jeg en
 streng forbauselse  i hendes øine. Ja
forbauselse, strenghed og store øine. Denne strenghed,
denne strenge forbauselse tiltrak mig: Saa  er  der
kjærlighed, saa er der da kjærlighed endnu? sagde
denne tause forbauselse.

Jeg læste klart i hende. Jeg var ganske
forstyrret. Jeg sank sammen for hendes fødder. Ja,
jeg faldt for hendes fødder. Hun reiste sig
heftigt, men jeg holdt hende tilbage med begge
hænder med overmenneskelig kraft.

Aa jeg forstod min fortvilede stilling tilbunds,
jeg forstod den. Jeg forsikrer Dem, det kogte
inde i mig med en voldsomhed, saa jeg troede,
jeg skulde dø. Jeg omfavnede hendes ben i et
anfald af lykkelig beruselse, eller i en grænsesløs,
ubeskrivelig lykke, men med fuld bevidsthed om
min fortvilede stilling. Rædselen og forbauselsen
veg i hendes ansigt pladsen for en bekymret
tanke, fuld af spørgsmaal, og der var noget
besynderligt flygtende i hendes blik, som om det
var noget, hun vilde forstaa i en fart. Saa smilte
hun. Hun viste stærkt sin skamfølelse over at se
mig omfavne hendes ben, og hun trak dem
tilbage. Jeg kyssede strax jorden paa det sted,
hvor de havde staaet. Hun saa det og begyndte
at le af skam (De ved, naar man ler af skam?).
Saa kom et hysterisk anfald; jeg mærkede det
paa hendes hænder, som begyndte at skjælve
konvulsivisk. Jeg tog ikke hensyn til det og
fortsatte med at stamme, at jeg elskede hende, at
jeg ikke vilde reise mig: »Giv mig lov til at
kysse din kjole, jeg skulde blive liggende paa
knæ for dig hele mit liv ....« Jeg ved ikke
mere ...., jeg husker ikke mere. Hun fik et
forfærdeligt, hysterisk anfald. Jeg havde gjort hende
bange. Jeg bar hende hen paa sengen. Da
anfaldet var over, satte jeg mig ved hendes side. Hun
saa meget ulykkelig ud, tog mine hænder og bad
mig berolige mig. »Plag dig ikke med dette, det
er ikke saa farlig.« Og saa begyndte hun at græde
igjen. Jeg sagde, at vi skulde reise til søbadene
i Boulogne, strax, — i løbet af 14 dage, at
hendes stemme var hæs, at det netop nu var gaaet
op for mig; at jeg vilde lukke min forretning og
sælge den til Dobronrawoff, at vi skulde begynde
et nyt liv, — og at vi skulde drage til Boulogne,
til Boulogne!

Hun lyttede hele tiden frygtsomt. Hun blev
mere og mere urolig.

Hovedsagen for mig var dog ikke det; hvad
det for mig fremfor alt kom an paa, var at faa
bli liggende for hendes fødder, at kysse og kysse
den jord, som hun havde betraadt, at kaste mig
i støvet for hende. »Og jeg skal intet forlange
mere, intet,« gjentog jeg hvert øieblik. »Svar
mig ikke! lad, som jeg ikke er til. Lad mig bare
faa lov til at sidde i en krog og se paa dig, bare
se paa dig. Gjør mig til din eiendom, din
hund ....«

Hun græd og hun græd.

» Og jeg, som haabede, at du vilde
lade mig leve videre saaledes, « sagde hun
pludselig mod sin vilje, i den grad mod sin vilje,
at hun kanske ikke vidste, at hun havde sagt det.
Og dog var  det  det afgjørende ord, et
skjæbnesvangert ord, som jeg nu iaften forstaar saa
forfærdelig godt! Det var som et knivstik i mit
hjerte. Dette ord forklarede mig alt, men jeg
var i nærheden af hende dengang, og jeg haabede
med hele min sjæl, jeg var meget lykkelig. Aa,
jeg plagede hende meget den aften, det mærkede
jeg, men jeg haabede snart at kunne forandre alt.
Da saa natten kom, blev hun endelig træt, jeg
fik hende til at lægge sig, og snart sov hun
dybt.

Jeg var forberedt paa, at hun vilde fantasere;
hun gjorde det ogsaa, men lidet. Hele natten
udover stod jeg op i hvert minut og nærmede
mig hende for at betragte hende. Jeg vred mine
hænder, da jeg saa dette sygelige væsen paa
denne tarvelige jernseng, som havde kostet mig
3 rubler. Jeg lagde mig paa knæ, men vovede
ikke at kysse den sovendes fødder mod hendes
vilje; jeg begyndte paa en bøn, men reiste mig
strax efter. Lukeria iagttog mig og gik stadig
ud og ind fra kjøkkenet; jeg gik ud til hende
og sagde, at hun skulde lægge sig, og at imorgen
skulde vi begynde et nyt liv.

Og jeg troede det blindt, det var min
dybeste overbevisning. Jeg var fuld af enthusiasme.
Jeg ventede bare paa den næste dag. Det
mærkelige var, at jeg ikke forudsaa nogen ulykke
trods al sandsynligheden. Uagtet bindet var faldt
fra mine øine, havde jeg alligevel ikke nogen
fuldstændig klar bevidsthed om situationen, og
det varede længe, før jeg fik det, — ligetil idag,
til idag! Hvorledes kunde jeg være i besiddelse
af hele min aandsnærværelse dengang! hun levede
jo endnu, hun aandede her tæt ved mig, og jeg
tæt ved hende. »Imorgen,« tænkte jeg, »naar hun
vaagner, vil jeg fortælle hende alt, og hun vil
forstaa alt.« Det var mine tanker dengang, det
var disse tanker, der i hele sin klare simpelhed
var grunden til min enthusiasme!

Hovedsagen var reisen til Boulogne. Jeg ved
ikke, hvorfor; men jeg troede, at Boulogne var
alt, Boulogne skulde afgjøre min skjæbne. »Til
Boulogne, til Boulogne« .... Jeg ventede
utaalmodigt paa morgenen.
 

<chapter name="IX">
<h2>IX</h2>

Og det er bare et par dage, siden dette
hændte: fem dage, bare fem dage.
Sidste tirsdag!  Om  hun bare kunde ventet en
liden smule, en bitte liden stund .... jeg skulde
have klaret det hele. Var hun ikke allerede
begyndt at blive roligere? Dagen efter min
erklæring betragtede hun mig med et smil, og trods
min forvirring .... Hvad det kommer an paa, er
at der i hele den tid, i alle disse fem dage var
ligesom en skamfølelse, en vis forlegenhed over
hendes væsen. Hun var bange, hun var meget bange.
Jeg indrømmer det, og jeg vil ikke modsige mig
selv som en gal mand: denne frygt var der, og
hvad kunde vel være naturligere? Der havde
gaaet lang tid allerede, at vi ikke havde havt
noget med hinanden at gjøre; og saa kom pludselig
alt dette .... Men jeg tog ikke hensyn til hendes
skræk, et nyt haab lyste i min sjæl ....

Det er sandt, uden tvil sandt, at jeg har
begaaet en feil. Det er endogsaa sandsynligt, at jeg
har begaaet adskillige feil. Da vi vaagnede
onsdag, begik jeg en feil: jeg betragtede hende med
engang som min veninde. Det var at gaa for
hurtigt tilværks, meget for hurtigt, men jeg følte
en trang til at fortælle hende alt, en uimodstaaelig
trang; alt, alt maatte jeg sige hende. Jeg gik
saa vidt, at jeg tilstod hende ting, som jeg havde
skjult for mig selv hele mit liv. Jeg sagde hende
bent ud, at jeg hele vinteren ikke havde tvilet paa,
at hun havde elsket mig. Jeg fortalte hende hele
mit liv, alt om min elendighed og om hensigten med
pantelaanerforretningen og om mit fremtidshaab.
Jeg tilstod, at scenen i theaterrestaurationen kun
havde været et udslag af en vis feighed i min
karakter og af min mistænksomhed: det var
restaurationens fine udseende, som havde gjort indtryk
paa mig. Jeg havde sagt til mig selv:
»Hvorledes skal jeg klare dette? Vil jeg ikke komme til
at gjøre en latterlig sortie?« Jeg havde ikke
været bange for duellen, men jeg var ræd for at bli
latterlig .... Og senere havde jeg ikke villet opgi
mit standpunkt. Fra den tid havde jeg plaget
alle mennesker, og jeg havde plaget hende ogsaa,
fra den stund hun var bleven min kone.

Jeg talte næsten hele tiden som i drømme.
Hun tog mine hænder og bad mig holde op.

»Du overdriver,« sagde hun, »du blir syg.«
Og hendes taarer begyndte atter at rinde i strømme
nedover hendes kinder. Hun bad mig hele tiden
om ikke at fortsætte, ikke at tale om disse minder.

Jeg lagde ikke mærke, eller ialfald ikke  nok 
mærke til disse bønner! Vaaren! Boulogne!
Det er solen,  vor  nye sol, holdt jeg paa at gjenta
og gjenta for hende. Jeg skulde lukke min
forretning, jeg skulde overlade huset til Dobronrawoff,
ja jeg foreslog hende endogsaa at gi alt til de
fattige og bare beholde de 3000 rubler, som jeg
havde arvet efter min gudmoder, og for disse
skulde vi reise til Boulogne. Naar vi saa kom
tilbage, skulde vi begynde et nyt liv i
arbeide. Jeg troede, hun var enig, for hun
svarede ikke .... hun bare smilte. Jeg tror, at hun
smilte af finfølelse, for ikke at bedrøve mig. Jeg
saa virkelig, at jeg plagede hende; De maa ikke
tro, at jeg var saa dum og egoistisk, at jeg ikke
mærkede det. Jeg saa alt lige til de mindste
smaating, jeg saa og forstod bedre end nogen;
hele min fortvilelse laa for mig i hele sin dybde!

Jeg fortalte hende en masse smaating om
hende selv, om mig og om Lukeria ogsaa. Jeg
fortalte hende, at jeg havde grædt .... Og jeg
talte hele tiden og gik over til andre emner, og
der var visse ting, som jeg med vilje forsøgte
ikke at forstaa. Hun blev ivrig et par gange; en
eller to gange blev hun ivrig, det husker jeg.
Hvorfor paastaar De, at jeg ikke saa noget og
ikke forstod noget? Dersom bare  det  ikke var
hændt, kunde alt ha blevet godt. Men hun fortalte
mig jo selv for tre dage siden, da vi talte om,
hvad hun havde læst i vinterens løb .... og hun lo,
da hun fortalte mig om scenen med Gil Blas og
erkebispen af Granada. Og hvilken latter! en
fortryllende, ren barnelatter, som dengang, hun endnu
var min forlovede. (Vent et øieblik, bare et
øieblik!) Hvor jeg nød det! Det forbausede mig
forresten ogsaa, det forbausede mig, at hun den
vinter havde havt sindsro og godt humør nok til
at le saaledes. Hun var begyndt at komme
fuldstændig til ro, til for alvor at tro, at jeg vilde la
hende leve  saaledes : »Jeg, som troede, De
vilde la mig leve  saaledes ,« var det, hun
havde sagt tirsdag. For en barnetanke! Hun
troede virkelig, at jeg vilde la hende leve
 saaledes : hun ved sit sybord, jeg ved mit
skrivebord, og saaledes udover, til vi var blevne sexti
aar. Og saa kommer jeg pludselig som
ægtemand, som ægtemand og forlanger kjærlighed!
Hvor blindt! Hvor misforstaaet!

Det var dumt af mig at vise min henrykkelse
over at se hende. Jeg skulde ha behersket mig,
thi min extase gjorde hende bange. Jeg
beherskede mig forresten, jeg kyssede ikke mere
hendes fødder. Jeg gjorde ikke en eneste gang
gjældende, at .... naa ja, at jeg var hendes ægtemand.
Det faldt mig ikke engang ind med en tanke;
jeg bare bønfaldt hende. Men jeg kunde ikke la
bli at tale, jeg  kunde  ikke tie! Jeg aabnede
hende pludselig hele mit hjerte, jeg sagde, at alt,
hvad hun sagde, henrev mig, at hun uden
sammenligning var mere dannet og mere udviklet
end mig. Hun rødmede stærkt, og paastod
fremdeles, forvirret, at jeg overdrev. Da var det jeg
forglemte mig i den grad, at jeg udmalede hende
min henrykkelse, da jeg, bag døren, havde
overværet kampen mellem hende og den slyngelen,
Efimowitsch, hvor begeistret jeg havde været
over hendes aandrighed og hendes vittige udfald
og over hendes barnlige naivitet. Hun skjalv fra
hoved til fod og mumlede atter noget, om at jeg
overdrev. Men pludselig formørkedes hendes
ansigt, hun skjulte sit hode i sine hænder og gav
sig til at græde hede taarer ....

Da  jeg ikke beherske mig; jeg faldt
atter paa knæ for hende, jeg kyssede atter
hendes fødder, og det endte med et hysterisk anfald,
som i tirsdags. Det var endnu meget værre, og
den næste dag ....

Den næste dag! Jeg er gal! Den næste
dag er jo idag, for et øieblik siden!

Hør efter og følg vel med: Da vi satte os
for at drikke the (efter det anfald, som jeg har
fortalt om), blev jeg slaaet af hendes ro. Hun
var rolig! Og jeg, som hele natten havde ligget
og skjælvet i drømme om den foregaaende aften.
Da kommer hun pludselig hen til mig, stiller sig
foran mig, folder sine hænder (nu for en stund
siden!) og taler. Hun siger, at hun er en forbryder,
at hun ved det, at tanken paa hendes forbrydelse
har pinet hende hele vinteren Og piner hende
endnu .... At hun skjønner paa mit høimod. »Jeg
skal være dig en tro hustru, og jeg skal agte dig.«
Her reiste jeg mig, og trykkede hende, ude af
mig selv, i mine arme. Jeg omfavnede hende,
jeg bedækkede hendes ansigt og hendes læber
med kys, — som en mand, der netop har
gjenfundet sin hustru efter en lang fraværelse. Og
hvorfor forlod jeg hende strax bagefter? og var
borte i to timer? .... Det var for at skaffe os
reisepas .... Aa, Gud! Dersom jeg bare var
kommen fem minutter før, bare fem minutter ....
Og saa denne menneskemasse udenfor porten,
alle disse øine, som var fæstede paa mig ....
Aa, min Gud!

Lukeria (nei nu vil jeg ikke la Lukeria
gaa, ikke for alt i verden; hun har været her i
hele vinter, hun maa kunne fortælle mig ....)
Lukeria siger, at da jeg var borte, bare tyve
minutter, før jeg kom hjem, var hun gaaet ind til sin
frue for at spørge hende om noget, tror jeg. Hun
havde bemærket at Mariabilledet (det før omtalte)
var flyttet, og at det stod paa bordet, som om
fruen netop havde holdt bøn.

»Hvad er det, som feiler Dem, frue?«

»Ingenting, Lukeria! gaa — nei vent,
Lukeria !«

Hun kom hen til hende og kyssede hende.

»Er De lykkelig, frue?«

»Ja, Lukeria.«

»Herren skulde for lang tid siden ha bedt
Dem om forladelse. Men nu er I forsonede: Gud
ske lov!«

»Det er godt. Nu kan du gaa, Lukeria«.

Og hun smilte paa en besynderlig maade.
Saa besynderligt, at Lukeria gik ind igjen ti
minutter senere for at se, hvad hun foretog sig.

»Hun stod op imod væggen, tæt ved
vinduet, msd hodet støttet mod sin haand, som hun
holdt flad mod væggen. Saan stod hun,
henfalden i tanker. Hun var saa aandsfraværende, at
hun ikke havde lagt mærke til, at jeg var
kommen og stod og saa paa hende. Det var ligesom
hun smilte. Hun blev staaende saaledes med sit
tankefulde ansigt, og hun smilte. Jeg kastede et
sidste blik paa hende og gik stille ud, uden at
hun mærkede det. Men saa hører jeg hende
pludselig aabne vinduet. Jeg løber strax ind og siger:
Det er koldt ude, frue, De forkjøler Dem. Men
saa ser jeg, at hun staar opreist i vinduet, opreist
i hele sin længde i det aabne vindu. Hun vendte
ryggen til mig og holdt Mariabilledet i haanden.
Det løb koldt ned af ryggen paa mig og jeg
raabte: Frue! frue! Hun hører det og hun gjør
en bevægelse, som om hun vil vende om ind i
stuen, men hun vender sig ikke, hun tar et skridt
udover, trykker billedet mod sit bryst og kaster
sig ud!«

Jeg husker bare, at hun endnu var ganske
varm, da jeg kom til husdøren. Alle saa paa
mig. Alle talte, før jeg kom, men de tiede stille,
da de saa mig, og stillede sig op i to rækker for
at lade mig passere .... der laa hun udstrakt paa
jorden med sit billede. Jeg husker, at jeg
ligesom famlede mig frem gjennem mørke, jeg stod
længe og saa paa hende. Der stod en masse
mennesker omkring mig, og de talte, men jeg
forstod ikke, hvad de sagde. Lukeria var der, men
jeg saa hende ikke. Hun siger, at hun talte til mig.
Nu ser jeg bare for mig ansigtet paa en borger,
som uden ophør gjentog: »Der kom en blodklump
ud af munden, en blodklump,« og han viste
mig blodet paa brostenene. Det forekommer mig,
at jeg tog paa blodet med fingeren. Deraf fik
jeg en blodplet, som jeg stod og betragtede. Det
husker jeg, og borgeren holdt paa med sit: »En
blodklump, — en blodklump ....«

»Hvad for noget, en blodklump!« skreg jeg
(siger man) af hele min kraft og styrtede mig
over ham med hævede arme ....

Nu forstaar jeg ingenting. Det maa være en
misforstaaelse; det er saa usandsynligt. Det er
en umulighed!


Er det ikke sandt? Er det ikke
usandsynligt? Kan man ikke sige, at det er
umuligt?  Hvorfor , af hvilken grund er hun død?

Tro mig, jeg forstaar nok, men grunden til
hendes død er og blir alligevel et spørgsmaal.
Hun har været bange for min kjærlighed. Hun
har alvorlig spurgt sig selv:  Skal  jeg gaa ind
paa dette liv, eller ikke? Hun har ikke kunnet
bestemme sig til det, og hun har foretrukket at
dø. Jeg ved det, det er ikke vanskeligt at
forstaa: hun havde lovet mig altfor meget, og hun
var bange for ikke at kunne holde sit løfte. Der
var flere ganske forfærdelige omstændigheder.

 Hvorfor  er hun død? det er det evige
spørgsmaal, som bringer mig fra sans og samling. Jeg
skulde ha ladet hende leve » saaledes «, som hun
sagde, hvis hun havde villet leve » saaledes «.
Hun troede ikke det, det er sagen .... Nei, nei,
jeg tar feil, det var ikke derfor. Det er
sandsynligvis fordi hun maatte elske mig ærlig og
redelig med hele sin sjæl og ikke saaledes, som hun
kunde ha elsket kræmmeren. Og da hun var
altfor ren, altfor kysk til at ville gi mig en
kjærlighed, som ikke var ægte, vilde hun ikke bedrage
mig og istedetfor kjærlighed bare gi mig en
halv kjærlighed eller en brøk af kjærlighed. Hun
var altfor, altfor hæderlig! Og jeg, som vilde
lære hende sjælsstorhed, De husker!

Det er ganske mærkeligt. Agtede hun mig?
Jeg ved ikke. Foragtede hun mig eller ikke?
Jeg tror ikke, hun foragtede mig. Det er ganske
besynderligt, at jeg ikke en eneste gang i hele
vinter har faldt paa den tanke, at hun foragtede
mig. Jeg troede det modsatte ganske sikkert
lige til den dag, da hun betragtede mig med en
 streng forbauselse . Da var det, jeg strax
forstod, at hun foragtede mig. Jeg forstod det,
og jeg forstod, at det aldrig kunde bli anderledes.
Aa — hun kunde gjerne ha foragtet mig hele sit
liv, naar hun bare vilde ha levet! For et øieblik
siden gik hun her og talte! Jeg kan ikke
forstaa, hvorledes hun kunde kaste sig ud vinduet!
Hvorledes skulde jeg kunne ane det fem minutter
iforvejen? Jeg har raabt paa Lukeria. Jeg vil
aldrig slippe Lukeria fra mig nu.

Aa — vi skulde endnu være bleven gode
venner! Vi var bare kommet saa langt fra
hinanden i vinter .... Kunde vi ikke ha vænnet os
til hinanden igjen? Hvorfor skulde vi ikke atter
ha kunnet fatte godhed for hinanden og begyndt
et nyt liv? Jeg er høimodig, og det var hun
ogsaa: og paa den grund kunde forsoningen bygges;
et par ord til, to dage til og hun skulde ha
forstaaet alt.

Det værste er, at det var et tilfælde, et
simpelt, plumpt, unødvendigt tilfælde! Det er
ulykken! Fem minutter forsent .... Dersom jeg var
kommet fem minutter før, skulde denne stemning
ha flygtet som en sky, for aldrig at komme
igjen. Hun skulde nok ha forstaaet alt, tilslut.
Og nu, — atter igjen tomme værelser, atter igjen
ensomhed .... Pendelen holder ikke op at
bevæge sig; det er ikke dens sag,  den  har ingen
anger .... Den har ingen i verden, som .... det
er ulykken.

Jeg gaar og jeg gaar bestandig. Jeg ved
det, jeg ved det, De behøver ikke at sige mig
noget: min sorg over tilfældet, over de fem
minutter for sent synes Dem latterlig? Men det er
alligevel det, der var det afgjørende. Læg mærke
til én ting: Hun havde ikke engang efterladt sig
noget skrevet, ikke engang det almindelige:
»anklag ingen for min død!« Kunde hun ikke tænke,
at man kanske vilde anklage Lukeria? Hun var
jo alene med hende, hun  kunde  ha puffet hende
ud, anklagen var mulig. Der kunde ialfald hvile
en uretfærdig mistanke paa Lukeria, hvis der ikke
havde været fire mennesker paa gaden, som saa
hende, da hun sprang ud med billedet i haanden.
Men det var jo ogsaa et tilfælde, at der var folk,
som saa hende.

Nei, det hele var en følge af et øiebliks
fortvilelse; en overraskelse, en pludselig fristelse!
Og hvad beviser det, at hun holdt bøn foran
billedet? Det beviser ikke, at det var en
forberedelse til døden. Dette øieblik varede maaske
bare i ti minutter. Hun tog maaske først sin
beslutning, da hun støttede sig op mod væggen og
smilede med haanden under hovedet. En idé for
gjennem hendes hode; gjorde hende svimmel;
hun kunde ikke modstaa.

Det er klart, at her var en misforstaaelse. Man
kan godt leve sammen med mig .... Men om
det var bare anemi, simpelthen anemi? en
svækkelse af hendes livskraft? Hun var betydelig
svækket i løbet af vinteren; det var grunden ....

For sent!!

Hvor mager hun ligger der! Hvor spids
hendes næse er! Og ingenting er knust paa
hende i faldet. Intet uden denne blodklump!
En skefuld blod. Den indre rystelse har gjort
det. Aa, om man kunde la bli at begrave
hende? Thi dersom man tar hende bort ....
Aa, nei, det er umuligt, man kan ikke ta hende
fra mig. Jeg ved jo, at man gjør det; jeg er
ikke gal, og jeg taler ikke i vildelse. Tvertimod,
min tanke har aldrig været klarere. Men
fremtiden? som i gamle dage? ingen her, — alene med
mine panter. Jeg mister min forstand! Jeg har
pint hende, pint hende til det sidste, og derfor
er hun død!

Hvad bryr jeg mig om eders love? Hvad
bryr jeg mig om eders sæder, eders skikke, eders
vaner, eders regjering, eders religion? Slæb mig
blot for eders domstole, eders offentlige
domstole, og jeg siger, at jeg nægter alt. Dommeren
vil raabe: stilhed! Men jeg skal skrige til ham:
»Hvilken kraft eier du, at jeg skal adlyde dig?
Hvorfor har eders ulyksalige samfund kvælt alt
det, som var mig kjært? Hvad tjener alle eders
love mig til nu? Jeg træder paa dem med mine
fødder! Alt, alt er mig ligegyldigt!«

Blind, blind! Hun er død, hun hører mig
ikke. Aa, du ved ikke, til hvilket paradis jeg
skulde ha ført dig. Jeg havde himmelem i min
sjæl, og jeg skulde ha hvælvet den over dig! du
vilde ikke ha elsket mig? aa, hvad gjør det? vi
skulde ha levet » saaledes «. Vi skulde ha levet
sammen som venner, det vilde ha været nok til
at gjøre os lykkelige; vi skulde ha glædet os
sammen og seet hinanden ind i øinene;
 saaledes  skulde vi ha levet og dersom du havde
elsket en anden, nu vel, lad gaa, lad saa være!
Du skulde faa været sammen med ham og
morret dig med ham, og jeg skulde ha seet paa dig
fra den anden side af gaden .... Aa — alt, alt!
men aabn bare dine øine! En eneste gang, et
øieblik! et øieblik! Du skulde se paa mig, og
ligesom for en stund siden sværge, at du vilde
være mig en tro hustru! Nu skulde du forstaa
alt med et eneste blik.

Ubevægelig! Ubønhørlige natur! Menneskene
er alene paa jorden, det er vor ulykke. »Er der
et levende menneske paa markerne?« skriger den
russiske ridder<footnote>Citat af en slavisk legende.. Jeg skriger det samme, og
ingen stemme svarer mig. Man siger, at solen
levendegjør universet. Solen staar op, se paa den:
er det ikke en død? Der er kun døde. Døden
er overalt. Menneskene er alene, omgivne af
taushed. Se ud over jorden! »Mennesker, elsker
hverandre.« Hvem har sagt det? Hvad er det
for et bud? Pendelen slaar og slaar .... hvor
afskyeligt! klokken er to. Hendes smaa støvler
venter paa, at hendes fod skal komme ud af
sengen .... Naar man tar hende bort imorgen; —
Aa min Gud — hvad skal der bli af mig?

***********






Krotkaja


Oversat
af Gerhard Gran.

BERGEN.
Ed. B. Giertsens forlag.
Griegs bogtrykkeri.
1885.


Den russiske literatur har pludselig gjort bresche i
Europa; det er ikke længere bare Turgenjew, den ene
russiske digter efter den anden holder indtog i Vest-Europa og
efterlader dybe indtryk. Den dystre tone, der klinger
gjennem de russiske romaner, harmonerer godt med den
pessimistiske grundstemning, der som en blygraa himmel hvælver
sig over hele den moderne europæiske literatur.

Mens i Vest-Europa det mørke syn paa livet er en følge
af en filosofisk og æstetisk reaktion, en skuffelse over at se
alle romantikkens løfter uopfyldte, en træthed efter en
begeistrings rus, en overmættelse og et raffinement, en angstfuld
anelse om voldsomme revolutioner, en trøstesløs, theoretisk
skepticisme, en menneskekærlighedens smerte over
millionernes nød, — er den i Rusland desuden en haabløs fortvilelse
under et despotis rædselsherredømme. Man blir ikke lystig
af altid at leve under bevogtning, ikke at turde sige et
dadlende ord om det bestaaende, at føle sig omgivet af spioner
paa gader, i restaurationer, — i sit eget hjem; man har ikke
nogen tilbøielighed til at prise livet, naar det kun har at by
paa trældom hjemme eller endnu værre trældom i Sibirien,
naar man ser begavelsen og dygtigheden henslæbe et
kummerligt liv med politiet i hælene og skafottet ivente, mens
kryberiet og de hykleriske smigrere af misbrugene nyder livet
i fulde skaaler. Fædrelandets ulykke ruger over forfatterne
fra deres fødsel, rammer dem selv, hver gang de vover at
røre paa sig, sniger sig ind i deres hjerters inderste kroge og
udbreder en graa, hjertebeklemmende vemod over alle deres
bøger. De, som ikke vil udsætte sig for døden, hengir sig
til triste drømmerier, henfalder i et trøstesløst mismod og dør
ofte i tungsindets vanvid.

De største russiske digteres skjæbne gir et bedrøveligt
Resumé af Ruslands sidste historie; enhver ung forfatter med
talent synes paa forhaand dømt; det russiske samfund er
kvælende gift for genierne:

Lermontow blev forvist og faldt i en duel, 27 aar gammel.

Gogol, Ruslands mest fremragende humorist, hungrede
sig tildøde i uhelbredeligt vanvid (melankoli), 44 aar gammel.

Gribojedow, den beromte komedieforfatter, blir forvist
og lever mistænkt, indtil han omkommer i en opstand i
Persien, 34 aar gammel.


***

Dostojewskijs skjæbne er ikke lysere end de andres.

Han blev født i Moskwa 1822, var søn af en fattig
adelsmand, der ikke kunde gi ham nogen pengeunderstøttelse
udover hans temmelig tarvelige opdragelse. Han saa sig derfor
tidlig nødt til at ta en plads i et af ministerierne. Man kan
ikke tænke sig et menneske, der var mindre egnet til at sidde
muret til en kontorkrak end den unge Dostojewskij;
uregelmæssig, impressionabel til sygelighed, fintfølende og prippen,
uden modstandskraft ligeoverfor sine indskydelser, hensynsløs
idealistisk og allerede med hele sin sjæl tørstende efter
literær berømmelse opfyldte han kun daarligt de pligter, hans
stilling forlangte af ham. Det varede derfor ikke længe, før
han (efter opfordring) maatte ta sin afsked. Fra nu af opgav
han embedskarrieren og ofrede sig helt og holdent til
literaturen. Han var ikke mere end 23 aar gammel, da kort tid
efter (1845) hans første bog »Fattige folk« udkom.

Bogen gjorde lykke; selv de mest kræsne kritikere havde
kun ros at udtale. Men saa begyndte den tragiske skjæbne,
der hviler over de russiske digtere, at gjøre sig gjældende.

Dostojewskij forsvinder fuldstændig fra skuepladsen for
mange aar.

Hermed hænger det sammen paa følgende maade: En
vis Petraschewskij havde i forening med nogle yngre
videnskabsmænd og forfattere, hvoriblandt D., stiftet et slags
politisk selskab, hvis formaal var at virke for livegenskabets
ophævelse og indførelsen af en bedre og mere retfærdig retspleie.
Selskabet havde ingen lighed med de senere nihilistiske
klubber, dets program var meget naivt og holdt i det abstrakte;
man vilde »i tale og skrift virke for udbredelse af kjærlighed
til næsten og bringe menneskene til sandheds erkjendelse«.
Keiser Nikolai fandt imidlertid ikke saadanne bestræbelser
uskadelige. En god dag blev alle foreningens medlemmer
arresterede, stillede for en krigsret og en og tyve i tallet
dømte til døden. I sidste øieblik efter iagttagelsen af alle
formaliteter, som gaar forud for en henrettelse, oplæstes for
de dømte en keiserlig ukas, som skjænkede dem livet,
underkastende dem forskjellige andre straffe. For Dostojewskijs
vedkommende blev dommen forandret til 12 aars tvangsarbeide,
en termin, der dog senere forkortedes næsten til det halve.
Efter at ha udstaaet sin straf, maatte han et aar eller to
tjene som menig soldat i Sibirien og blev siden forfremmet
til officer af den milde keiser Alexander II, som endogsaa
tillod digteren, hvis helbred nu var meget svag og hvis
tanker var bleven spage, at vende tilbage til Rusland og efter
et halvt aars forløb ta ophold i Petersburg. Sygelig som han
var indgav Dostojewskij snart en ansøgning om afsked fra
militærtjenesten og begyndte atter sin literære virksomhed,
skjønt med en noget forandret retning. Forvisningen til
Sibirien havde gjort ham »ædru«.<footnote>Thor Lange: Dostojewskij. (Ude og Hjemme 19de Aug. 1883.)

Dostojewskijs »ædruelighed« bestod i resignation. Han
opgav ikke haabet om reformer, men han troede ikke længere
paa deres virkeliggjørelse ved demokratiske midler. Hans
politiske overbevisning blev nærmest, hvad man i forrige
aarhundrede kaldte »den oplyste despotisme«; han troede endnu
paa revolutionernes nødvendighed, men mente, at initiativet
maatte komme fra oven, om ikke alt skulde gaa tilgrunde i
et kaotisk anarki. Alexander II’s løfterige tronbestigelse
styrkede ham vel i disse meninger.

Men i sin kunst var og blev Dostojewskij demokrat, han
viser det i valget af sine emner, han viser det i sin
socialistiske menneskekjærlighed. Hans øie er ikke opladt for
de lyse og glade sider i menneskelivet, hans syn drages mod
elendigheden og ulykken. Hans varme hjerte er fuldt af
medlidenhed med hele menneskeheden, men mest med de
ulykkelige, de fattige og de undertrykte, med trællearbeiderne og
tjenestefolk, med skjøgerne, med forbryderne og de svage.
Han har loddet fattigdommens afgrund til bunden, har
fordybet sig i dens mest pjaltede elendighed, ikke veget tilbage
for dens uluftede værelser eller de mørke, stinkende smug,
hvor den mylrer i de hæsligste og mest frastødende former.
Med en fabelagtig illusorisk magt maner han frem for os
billeder, hvis uhyggelighed forfølger os i vore drømme. Hans
romaner er i regelen usandsynlige, hans pathologiske helte
utrolige, hentede fra en verden, som vi ikke kjender og ikke
kan kontrollere; men det hele er fortalt med en
hallucinatorisk kraft, der bringer os til at glemme sammenligningen
med virkeligheden.

Overalt, selv hos den frækkeste last, finder han med
sin varme sympathi det menneskelige element, og trods hans
religiøsitet paatvinger hans romaner os en fatalisme, der
ophæver retfærdigheden, der var grundet paa læren om den
fri vilje, og indsætter kjærlighed og mildhed mod alle, fordi
vi ikke forstaar, at nogen har det ondt efter fortjeneste.

Var Dostojewskij i sine romaner paa den ene side
demokratisk, var han paa den anden national. I modsætning
til Turgenjew stillede han sig fiendtlig mod al europæisk
indflydelse, han var en lidenskabelig Russer og troede med en
religiøs mystik paa Ruslands mission. »Stjernen over
Vesteuropa daler, de vestlige landes kultur er raadden og smulrer
hen; snart styrter den sammer. Men fra Rusland skal
gjenfødelsen komme; det russiske »almenmenneske« er kaldet til
at herske over jorden, thi kun han er ydmyg af hjertet.« —
Hvor meget der kan være at indvende mod disse
besynderlige anskuelser, kan det dog ikke nægtes, at Dostojewskij
kjender sit fædreland bedre end Turgenjev.<footnote>Thor Lange ib. Og det er vel
ogsaa denne omstændighed, som maaske har givet ham en
endnu større plads blandt hans landsmænd end hans store
medbeiler, hvem de ofte bebreidede, at han var en fremmed
iblandt dem.

***

Man eftergav Dostojewskij en del af hans straf, men
man kunde ikke gjengive ham hans knækkede helbred og
hans brudte ungdomskraft. Hans triste livsbane endte efter
mange aars sygdom og mange epileptiske anfald i januar 1881.
»Dyb og almen blev sorgen over Dostojewskijs død,« skriver
Thor Lange. »Hans begravelse var noget af det mest
storartede, Petersburg længe havde seet. Repræsentanter fra alle
samfundsklasser, folk af de mest forskjellige retninger,
medlemmer af statsraadet side om side med den forsjuskede
russiske student, hver af dem alle hædrende det billede, han
personlig havde dannet sig af den afdøde, fulgte bagefter en
kiste, som midt i den koldeste vintertid var skjult under et
bjerg af kostbare kranse, levende blomster, ofrede af en
storfyrste og en storfyrstinde ligesaavel som af den fattige
embedsmand og den halvvoxne gymnasiast. Uden indblanding fra
politiets side og næsten uden ledsagelse af beredne
gendarmer vandrede den store, tause sørgeskare af flere tusen
mennesker langsomt ud af byen til det stille Alexander-Newskij
kloster, hvor digteren lagdes til hvile.«

***

Nærværende fortælling er oversat fra fransk efter
tidsskriftet » La Revue contemporaine «, hvor følgende
oplysninger om dens tilblivelse meddeles: Krotkaja ɔ: den milde,
den elskelige. Fortællingen er bleven offentliggjort i
»Forfatterens dagbog«, et periodisk skrift, som Dostojewskij var
eneste redaktør af. Forfatteren beder undskylde, at han
fylder et helt nummer med denne fortælling istedetfor med
tidsskriftets sædvanlige indhold. Han tilføier, at ideen til
Krotkaja formelig har forfulgt ham, og at han har brugt hele
maaneden til at skrive den.